I november 1967 blev konferencen 'Hjælp til genopbygningen af en nation' afholdt i Genève. Nationen, som havde hjælp behov, var Indonesien, repræsenteret af general Suhartos folk. Hjælperne var store vestlige virksomheder som General Motors, Siemens og Goodyear. Ved åbningen af konferencen sagde initiativtageren, James Linen, direktør for Time Inc., at formålet var »at skabe et nyt samarbejde mellem privat kapitalisme og ulande til den frie verdens bedste«. I løbet af tre dage skrev deltagerne derefter Indonesiens lovgivning for produktion, finansiering og investering om og fordelte østatens store rigdomme mellem sig. James Linen profeterede altså på det, vi i dag kalder økonomisk globalisering. I det første af fire essays i 'The New Rulers of the World' dokumenterer John Pilger, australsk krigsreporter og 'investigative journalist', denne konferences dystre forhistorie. I oktober 1965 havde Suharto taget magten ved et kup og begået et fortiet folkemord på sine kommunistiske modstandere. Støttet af især USA og England slog Suhartos tropper næsten en million af landets indbyggere ihjel. I amerikanske medier blev kuppet omtalt som »et glimt af lys i Asien« og »den bedste nyhed for Vesten«. Og viljen til at hjælpe den nu venligtsindede nation var stor. Resultatet blev Suhartos korrupte diktatur og det nye såkaldte samarbejde med Vesten, som systematisk tømte landet for værdi, samtidig med at Suharto fik 10 milliarder dollar til at forsvinde. Penge der var lånt af den internationale valutafond, IMF, og Verdensbanken. Essayet om Indonesiens postkoloniale historie hedder i øvrigt 'The Model Pupil' - Verdensbanken har senere kaldt Indonesien for sin mønsterelev.