I virkeligheden kunne udgivelsen af Erik Aschengreens nye balletbog ikke være bedre timet. Det er en bog til tiden, for så vidt den – ud over at være en hyldest og guide til ballettens klassikere – kan læses som ét langt forsvar for balletten, der i alt fald herhjemme og netop for tiden har det lidt hårdt. Først har der været den meget omtalte interne rapport om arbejdsmiljøet (med eller uden kokain) i Den Kgl. Ballet. Senest er det kommet frem i forbindelse med Politikens serie om ’Elitens kultur’, at kun 5 procent af danskerne inden for det seneste år var inde at se en ballet ... Nu er det jo ikke for at tage Erik Aschengreens nye bog som gidsel i en kulturpolitisk diskussion. Det er bestemt ikke hans skyld, hvis balletten har et eller flere problemer. Erik Aschengreen er som forsker og formidler ballettens ubestridte førstemand (for ikke at sige: førsteelsker!).

Han har sin pæne andel i, at så mange – trods alt – med tiden har fået øjnene op for en kunstart, hvor æteriske damer i tyl og fortryllede herrer i trikot sandt nok kan tage sig en anelse hysterisk ud for en udenforstående. Men – og som han noterer i ’Forført af balletten’: »Det er ikke så svært, som mange frygter. Alle mennesker behøver ikke at holde af ballet, men det er ærgerligt, hvis de ikke har fået chancen«. Aschengreen fortæller om dengang, han selv som 15-årig fik chancen og var inde at se sin første Bournonvilleballet: »Da jeg var ung, sad jeg med livet i hænderne for James og hans lykke. Mødet med Sylfiden i skoven i anden akt var fuldbyrdelsen af alt, hvad der var dejligt«. ’Sylfiden’ ramte lige i hjertekulen på den unge Aschengreen. Fortryllet og forført af ballettens verden. Resten er, som vi siger, historie.