For en internationalt orienteret, etnisk dansker som undertegnede, der bærer sin hensygnende nationale identitet som et umærkeligt afslappet fritidssæt, kan det umiddelbart være svært helt at forstå, hvor meget nationale identiteter kan snære folk af mere blandet herkomst. For billedkunstneren Julie Edel Hardenberg har hendes dobbelte nationale identitet øjensynlig været en spændetrøje ligesom den, der bogstavelig talt udgør et af hendes tidlige kunstværker: Meget fast i symbolikken viser værket en spændetrøje udformet som et dansk flag på den ene side, et grønlandsk på den anden. Stille mangfoldighed Hun har siden forsøgt at gøre sig fri af den tunge symboliks kunstneriske indsnøring og har i stedet begivet sig ud i at dokumentere de helt almindeligt blandede identiteters trådvæv. Identiteten i hendes kunst er ikke længere bare et spørgsmål om rødt på hvidt, men en stille mangfoldighed af fregner, lyst, brunt, rødligt, blegt, mørkt, blåt, blankt, skægget, markeret, rundt, fast, smilende osv. Det vil sige et spørgsmål om det menneskelige ansigts myldrende varierede fremtoning. Identitet Hendes bestræbelser på at nedbryde nationale stereotyper, som det udtrykkes i bogen 'Den stille mangfoldighed', er sympatisk. Som et indlæg i en debat om oprindelighedskultur versus globalisering er den kærkommen. I menneskehedens slikbutik er der kun blandede bolsjer; alt andet er ideologi, synes værket at sige. Identitet bør være noget, man kan tage af og på som en klædedragt, ikke noget, der er indskrevet i kroppen. Er alle bøger litteratur? Spørgsmålet er, om hendes projekt har nogen videre kunstnerisk værdi end det. Der er ikke noget enestående ved projektet; hun er trådt ind i en efterhånden meget lang tradition for postmoderne identitetskunst. Men har den tidligere været forlagt til Grønland med netop dette blik? Det ved jeg ikke. Det antropologiske blik, der præger hendes fotografi, er venligt og respektfuldt over for de portrætterede. På den ene side giver det et nuanceret billede af et moderne multikulturelt Grønland, på den anden side er det et lige lovlig didaktisk projekt, en slags United Colors of Benetton på grønlandsk. Man behøver ikke vælge mellem oprindelige og globale kulturer, de lever jo fint sammen, i hendes billeder. I øvrigt undrer det mig, hvordan en fotobog kan blive indstillet til en litteraturpris. Det er vel ikke sådan, at alle bøger pr. definition også er litteratur?