Da Nina Rasmussen og Hjalte Tin drog mod verdensudstillingen i Shanghai i 2010 i en elbil, var det et vovestykke. Bilen var på det eksperimenterende stadie, for at sige det mildt, bygget af et bittelille firma, som på vejen gik konkurs. Den lille grønne bil havde fra start en blå makker, som man hurtigt måtte opgive og efterlade - og sådan var det hele vejen igennem. Kedelige besværligheder
Beretningen om turen jorden rundt er fyldt med besværligheder, hvoraf den største er at få kræet opladet. I Rusland er det nærmest en umulighed, i Kina går det meget bedre. I USA og siden i Europa er der mindre problemer. Alle vegne vækker bilen opsigt, både i Shanghai, på biludstilling i Detroit, til rally i Monaco og i de små byer, parret kører igennem. De møder hjælpsomme søde mennesker, en hel del nørder samt mindre venlige folk på deres lange vej. LÆS OGSÅSmuk portrætbog går i detaljen med kunstnerisk særling Giver det en spændende beretning? Både og. Jagten på egnet strøm fylder virkelig meget, især i første tredjedel. Det bliver trættende. Det berejste pars hang til at involvere familien fylder også en del efter denne læsers smag. Jeg er ikke så interesseret i deres datter og deres barnebarn som de selv (og måske trofaste læsere af parrets mange rejsebøger). Men Rasmussen og Tin, der skiftes til at skrive, er begge gode fortællere med en fin, af og til filosofisk observationssans, og når de er i det humør, er det glimrende læsning. Få bekendtskaber
Det totalt nedslidte Rusland, sat op over for skinnende nye kinesiske byer, men også den udbredte forurening i Kina, bliver fremmanet, ligeledes kinesernes utilgængelighed, som fortællerne støder ind i. De lærer aldrig nogen rigtig at kende, ikke engang den guide, de er tvunget til at bruge gennem hele den kinesiske del af rejsen. Det slidte, forfaldne USA med grimme moteller, monotone veje og elendig mad får man også et melankolsk indtryk af. LÆS OGSÅUjævn kup-bog fortæller fantastisk historie Det er en stor kontrast til det nye Kina med de strålende spritnye byer. »Det billede, jeg sidder tilbage med, er så forarmet som det udpinte kød i en burger«, som Hjalte Tin skriver om turen gennem USA. Rasmussen og Tin er lidt gale, synes de selv, og det synes man også, når man har læst bogen. De er oveni overmåde stædige, ellers kunne de ikke have gennemført denne strabadserende tur. Kritik havde gavnet Til hvad nytte? kan man som læser tænke. Indtil man læser Nina Rasmussens refleksion over at rejse: »De lange meditative timer på landevejen er en mental healingproces. Alle smertefulde og pinlige oplevelser fra fortiden bliver genoplevet så mange gange, at de efterhånden mister deres betydning«. En skrappere redaktør ville have gjort underværker, men man har åbenbart ikke villet vælge mere vægt på selve rejseberetningen og mindre vægt på elbilen. Det var jo elbilprojektet med sponsorer og rute-opdateringer, det hele gik ud på fra start. LÆS OGSÅNy bog roser indføringen i tænkeren over dem alle: Platon Problemet er, at hybridbiler har vundet frem, og at elbiler i de forløbne år slet ikke har fået den udbredelse, man har håbet. Derfor er oplevelserne og prøvelserne ikke rigtig brugbare for andre. Bortset fra at man bliver grundigt afskrækket fra at rejse gennem Rusland og da slet ikke i en elbil.