Over 50 år efter står Grethe og Jørgen Ingmanns ’Dansevise’ tilbage som en af de fineste popsange, der nogensinde er skrevet på dansk.

Melodisk eviggrøn og tilpas poetisk til at flagre rundt i hovedet som en sommerfugl, hver gang man lige får et par af sangens ord på tungen: »En rislen i bækken, en hvislen i hækken/ der si’r, at det ikke mer’ er nat«.

Men dengang i 1963, da sangen vandt Det Internationale Melodigrandprix i London, var der ikke mange af de fine herrer, der slap den kulturradikale pibe for at klappe i begejstring herhjemme. Den folkelige sangfestival var ikke fin nok til alle, hvilket skabte konflikter i Danmarks Radio, hvor man ikke var ivrige efter at flyde over af folkelighed.

Et par år senere trak Danmarks Radio sig således for en tid helt ud af konkurrencen og gav melodigrandprixkulturen et stempel som skammekrogskultur, der først for alvor er blevet vasket af i de seneste ’X Factor’-begejstrede år.

Småsludrende

I dag er der ikke meget ild i den pibe, de offentlige budgetter sprænges begejstret ude på Eurovision Island, og ’Dansevise’ er stadig til at blive svimmel af. 1-0 til folkeligheden.

LÆS MERE

Men grandprixkulturens danske nestor, Jørgen de Mylius, har ikke glemt konflikten mellem det højpandede kulturparnas og slagermusikkens folkelig popularitet.

I sin ellers pæne og småsludrende bog om alle finalerne i Eurovision Song Contest er de gamle, men stadig relevante spændinger den tiltrængte sten i skoen.

I samme korte kapitelform fortæller Jørgen de Mylius år for år om vindersangene, om de danske bidrag, om Abba’s forandring af melodifesten i 1970’erne, om sikkerhedsbekymringerne, da Israel vandt, om den irske sejrsdominans i 1990’erne, da alt ellers gik op i regelændringer, og om den østeuropæiske ydmygelse af de vesteuropæiske ophavslande i 2007.

Et hurtigt opslagsværk, der bestemt ikke tager sig selv alt for seriøst. I en grad, så nogle navne og årstal ændrer sig undervejs.

Endelig noget temperament!

Men hver gang de Mylius kommer i nærheden af den gamle kulturkonflikt mellem fin og folkelig, stiger temperaturen i hans sprog.

Som i 1975-kapitlet, hvor protesterne mod at holde noget så kommercielt som melodigrandprix i Stockholm ovenpå Abba’s sejr af Jørgen de Mylius bliver rubriceret som noget, »kun en meget højtråbende hær af rødvinssocialister, rødstrømper, selvudnævnte kulturpaver og folk fra en hensygnende hippiebevægelse stod sammen om«.

Det er helt befriende, når den ellers så udglattende tekst river en flænge i sin egen høflige tone. Endelig noget temperament! For ellers er den her tur gennem melodigrandprixhistorien brolagt med (til tider sjove!) anekdoter, konkurrencens konstante forandringer og en næsten trættende mængde trivial viden om vindernes videre liv, og hvilke lande der kom og gik.

Musikken spiller i grunden en forbavsende beskeden rolle, og selv om man i sprækkerne af kulturopstand aner en bog med meget mere krig og krudt i, lander Jørgen de Mylius stille på kakkelbordet som et opslagsværk for alle, der lige skal quizze op til lørdagens finale på Refshaleøen. Men så heller ikke så meget mere.

fortsæt med at læse

Hagekors, mord og tilgivelse: Fantastisk bog viser den sande amerikaner