Han var gift med den samme kvinde hele livet.
En i grunden ucharmerende, efter alle beretninger at dømme både opfarende, dominerende og snobbet sopran født Pauline de Ahna.
Men selv om de nåede guldbrylluppet, havde parret i alle årene kun ét skænderi. Det skyldtes en misforståelse, opstået ved at Pauline åbnede et af sin komponistmands breve og fejlagtigt deducerede, at han havde en affære med en anden. Hvad han overhovedet ikke havde.
Richard Strauss var nemlig noget af det mest flegmatiske. Musikkritikeren Jakob Levinsen kalder ham i den første bog om komponisten på dansk slet og ret for et mysterium. Tyskeren komponerede to af de mest voldelige og perverterede enaktsoperaer, verden har set – ’Salome’ og ’Elektra’ – inden han med en 180-graders vending slog om i sølvskinnende, velinstrumenteret klangkunst med det nostalgiske mesterværk ’Rosenkavaleren’.
Samarbejde med nazisterne
Men selv synes Richard Strauss (1864-1949) at have været mest optaget af, at indtægterne fra hans bloddryppende ’Salome’ satte ham i stand til at bygge en pragtvilla i det nuværende Garmisch-Partenkirchen, hvor de i de kommende dage afholder fødselsdagsfestivalen ’Happy Birthday Mr. Strauss!’.
Strauss havde tilsyneladende kun ét ansigtsudtryk: det tomt stirrende.
Operaen er blevet en klods om benetFoto efter foto viser komponisten som en apatisk udseende bayersk bedsteborger. Han lod sig villigt gøre til frontfigur for det nazistiske Reichsmusikkammer i 1933, alt imens kunstnerkolleger som Arnold Schönberg, Thomas Mann og Stefan Zweig flygtede fra Tyskland og Østrig. Strauss, derimod, så helt uden etiske kvababbelser på naziregimet.
Han arbejdede pragmatisk sammen med nazisterne, så hans familie kunne trives og han selv komponere videre. Hans sidste opera, ’Capriccio’, blev uropført midt i krigens rædsler som et rokokospil, komplet med pudderparykker, der lukker sig om sin egen verden.
Værkerne som rygrad
Grundlæggende tyder alt på, at Strauss var en blanding af kynisk, naiv og selvoptaget.
Måske tilsat lidt snusfornuft og indskrænkethed. For ham handlede det om at få fred til at komponere den musik, der først slog ud i en stribe raffinerede symfoniske orkesterdigte.
Senere i en lang række operaer, der måske nok fik mere ujævn flyvehøjde, efter at succesen med ’Rosenkavaleren’ i 1911 havde nødvendiggjort særtog til premieren i Dresden. Men som ikke desto mindre i dag lader Strauss stå som den anden store tyske operamester ved siden af Wagner.
Da sidstnævnte fyldte 200 sidste år, udgav Jakob Levinsen Wagner-bogen ’Børn, skab nyt!’ på Gyldendal. Nu hvor Richard Strauss netop på dagen i dag ville være fyldt 150 år, har Jakob Levinsen sendt ’Den liflige musik’ ud på samme forlag og i samme overkommelige, billedløse og letlæste format.
Bogen er en oprulning af Strauss’ liv og værk med en gennemgang af værkerne som rygrad. Vinklen er, at Strauss var en kunstner, man kun kan måle med hans egne alen.
Ganske vist er det både oplagt og bekvemt for Jakob Levinsen at tage udgangspunkt i Wagners univers. Men for at få mysteriet om den bayerske flegmatiker løst, må man ifølge forfatteren opgive at holde hans musik op imod den modernistiske udvikling, Strauss selv valgte ikke at følge, og i stedet forstå den ud fra mandens egen personlighed.
Raskt trav sikrer overblik
Tesen afholder ikke Jakob Levinsen fra at etablere Strauss som banebryder eller fra at vurdere, at et af Strauss’ mest forkætrede værker, hans symfoniske digt ’Ein Heldenleben’, der handler om komponistens egen dagligdag, om de irriterende kritikere og om hustruen Pauline, er et af hans mest »provokerende« og »nytænkende« værker. Men tesen holder.
Strauss’ projekt synes vitterlig at have været simpelthen at få ro og fred til at komponere musik, tjene penge på den, passe sit arbejde som dirigent og sikre sig selv og sin familie materielt behagelige rammer.
DR SymfoniOrkestret prøver kræfter med heftigt tonedigtSet gennem Levinsens optik er det en fortælling om at turde insistere på personlig frihed. Han skriver godt og får de gode historier med i farten, og når de levinsenske husguder – fra Glenn Gould til Bob Dylan – inddrages, kender man forfatteren på travet.
Et rask trav, der sikrer overblik og rider på en venlig, men meningsfuld tolkning af en komponist og hans værk. En tolkning, der godt kan sammenfattes under ordet mysterium, hvis man ikke vil kalde Strauss for noget, der er matcher dårligere med vores idealbillede af kunstneren som et ikke bare æstetisk orienteret, men også etisk reflekteret menneske.
Spektakulær boks
Man kunne tro, at en 150-års dag som Strauss’ ville have udløst en lavine af nye cd- og dvd-udgivelser, men indtil videre er det hovedsagelig blevet til genudgivelser. Flere af dem til gengæld historisk interessante.
Det sidste gælder blandt andet en spektakulær boks af form som en gammeldags opera-lp, der viser sig at rumme elleve dvd-skiver med i alt seks af de vigtigste samt en af de mere perifere Strauss-operaer.
Det drejer sig om liveoptagelser, og et samarbejde med Strauss’ efterkommere, der har stillet fotos og dokumenter fra familiearkivet i Garmisch til rådighed, gør boksen til mere end bare genudgivet bagkatalog. Indholdet er ujævnt, men fotobogen er sammen med den ene af dirigentlegenden Carlos Kleibers to dvd-bevarede versioner af ’Rosenkavaleren’ guldet i kisten.
Totalmislykket opera får anmelder op i det røde feltSammen med syv cd’er fra Deutsche Grammophon tegner materialet et mere sympatisk billede af Strauss. For ikke bare ser den gamle rar ud med børnebørnene ved eftermiddagsteen. Gennem knas og rillestøj dirigerer han også nogle overraskende dynamiske, lette og fremadrettede fortolkninger af sine symfoniske digte, uddrag af sine operaer, Mozarts sene symfonier og Beethovens 5. og 7.
Ouverturen til Wagners ’Den flyvende hollænder’ rejser sig flot under hans stok, og på fire skæringer kan man høre Strauss som akkompagnatør ved flyglet i egne lieder med barytonen Heinrich Schlusnus. Musikken var Richard Strauss’ rette element.
Uanset om så bedsteborgeren udadtil viste sig som en både kynisk, naiv og selvoptaget flegmatiker.
fortsæt med at læse
