Kan du huske din kones telefonnummer? Din bedste vens? Eller er det som så mange andre informationer i vores moderne tidsalder outsourcet til din mobiltelefon? I en tid hvor alverdens viden og fakta kun er en Googlesøgning væk og Facebook, smartphones, iPads og andre elektroniske godter husker telefonnumre, e-mail-adresser, passwords etc., har de fleste af os lykkeligt droppet enhver ambition om at huske slige sager. Stort set de eneste telefonnumre, jeg husker i dag, er gamle fastnetnumre på familie og venner fra tiden før mobiltelefoner, og det er en meget stakket frist, før de forsvinder. Fred være med det, vil de fleste formentlig mene. Ens sparsomme tid og mentale kræfter er bedre brugt på andet end at memorere så kedsommelige ting. Men er de nu også det – eller er der alligevel gået noget tabt, i takt med at vi kollektivt overlader større og større dele af vores hukommelse til computere? Det er det overordnede spørgsmål, som den unge amerikanske journalist Joshua Foer tager op i sin forrygende interessante, imponerende og underholdende bog med den herlige titel ’Moonwalking with Einstein’. Bogen begynder ved et tilfælde. Foer dækker USA-mesterskaberne i hukommelse, en sælsom begivenhed, hvor man konkurrerer om at kunne memorere så mange spil kort som muligt på den korteste tid, lære rækker af meningsløse tal udenad og huske billeder af ansigter. Umiddelbart utrolig nørdet, hvilket da også var Foers første reaktion. Men efter konkurrencen gik han ud og fik en øl med nogle af deltagerne – primært unge mænd som han selv – og spurgte dem, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at huske et sæt spillekort på mindre end to minutter. Havde de et helt særligt talent?
Overhovedet ikke, lød svaret. Det er bare et spørgsmål om teknik. Hvis du øver dig lidt, vil du kunne gøre det samme. En af deltagerne, den britiske Ed Cooke går endda så vidt som til at sige, at han gerne vil træne Foer og spå, at han kan vinde konkurrencen året efter, hvis han træner en time om dagen. Foer takker ja, og dermed begynder det sælsomme år, som danner rygraden i bogen. Det lyder muligvis kedeligt, men Foer formår at gøre det både stærkt underholdende og tankevækkende på et mere generelt plan. Selve teknikken i at huske har siden oldtiden været at bygge såkaldte mentale hukommelsespaladser. Ideen er at udnytte, at mennesket er meget bedre til at huske steder og billeder end isolerede fakta. Hukommelsesmestre omdanner derfor informationer til billeder – jo mere sjofle og sælsomme jo bedre (heraf titlen på bogen) og placerer dem rundt om i et af deres hukommelsespaladser. Det lyder indviklet og kræver også en del træning, men Foer forklarer processen fremragende og lader én selv lege med, da Ed presser ham til at huske en sær huskeseddel. Vældig underholdende, ikke mindst fordi Foer skriver ualmindelig godt og begavet med et forfriskende selvironisk blik. Men mindst lige så interessante er de større spørgsmål, Foer tager op undervejs i kampen om at blive bedre til at huske. For som han siger, er det meget nyt, at det at huske mere systematisk ikke er en almen færdighed.
