I Dansk Biografisk Leksikon finder man en kortfattet artikel om Alexandra Karen Marie Lassen. Hun levede fra 1864 til 1921 og var bladudgiver og politiker. Hendes karriere som politiker hørte dog ikke til de mest markante, selv om hun blev valgt til Landstinget og sad nogle år i Københavns Borgerrepræsentation. Hun kom ikke i Folketinget, men var dog på tale som ministeremne, fortæller Biografisk Leksikon. Men selv om det ikke blev til den store karriere som politiker, havde hun en gedigen indflydelse. Hun ejede nemlig efter sin mands død - han hed Vilhelm Lassen, var bladugiver og en tid finansminister - Aalborg Amtstidende, som dengang var en indflydelsesrig Venstre-avis. Og selv om hun boede i København, styrede hun med jernhånd avisen. Hun brugte som en af de første telefonen som sit redaktionsredskab. Hendes indflydelse stoppede dog ikke med det, hun havde en anden og langt større, idet hun, som Biografisk Leksikon diplomatisk udtrykker det, stod i et nært venskabsforhold til Venstres formand, J. C. Christensen. Mere siger det pæne leksikon ikke, men det gør Marie Lassens barnebarn Marie Louise Sørensen. Hun hævder i sin bog om mormoderen, at der var tale om et kærlighedsforhold, et forhold der gjorde at hendes navn i mange familier ikke måtte nævnes, når der var børn og unge mennesker til stede.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























