Der er liv i mytestoffet og de mere eller mindre sandfærdige historier om de store danske malere. Lise Svanholm har med sin nyudgivelse om Skagensmalerne understreget dette, og det samme gør sig gældende, hvad angår Oluf Høst. Der er mange gode historier forbundet med hans liv, og ganske langsomt er han ved at finde sin plads ved siden af Skagensmalerne i den store kunstmytologi - her indtager han pladsen som Bornholms malergud nummer ét. Hans liv er ægte autentisk. Han opbevarede ting i sildekasser, fordi det var det, som han kunne få på havnen. I dag ville gamle sildekasser være chikt på boligsiderne hos Alt for Damerne. Vi vil gerne påmindes om en verden, der ikke længere eksisterer, og i denne sammenhæng fungerer en afdød malers liv ypperligt. Her er dagligliv i Danmark op gennem det 20.århundrede tilsat kunstnerisk stræben mod det åndelige indsat i en nostalgisk ramme i et pittoresk hus i Gudhjem. Der er mytestof nok til mange bøger. Et bud på fortællingen om Oluf Høst er nyligt udgivet hos Forlaget Gyldendal. 'Høst' hedder bogen, og den er skrevet af journalist og forfatter Hansaage Bøggild. Han har tidligere udgivet en samling af Høsts breve, samt bidraget med essays om Høst i flere udgivelser. Som man læser sig igennem bogen, føler man sig næsten hensat til gyngestolen foran kaminilden, hvor onkel fortæller om den store maler, han kendte engang. Der er masser af anekdoter og citater, som tegner et billede af Høst som en naturkraft i sig selv. Han går i ét med de store mængder af adjektiver, der i bogen beskriver den bornholmske natur som det ypperste. Historierne myldrer frem ud og ind af hinanden, og efter endt læsning er man fascineret af den samlede historie om Høst, men til gengæld er man ikke blevet særlig meget klogere. Jeg får lyst til at spørge, jamen hvorfor alle historierne - til hvilket formål?