Frankrig vrimler stadig med Napoleon-dyrkere. En af dem viste os engang rundt på kejserens yndlingsslot i Fontainebleau, 60 km fra Paris. Vi beså andægtigt Napoleons hat, hans feltseng og den patetiske abdikation fra 1814. Guiden dirrede af ærefrygt, og krypto-bonapartisten i ham slap helt ud af skabet, da vi kom til kejserens badeværelse og bænken, hvor den almægtiges bare mås havde hvilet under tørringen. Da vi stod i tronsalen, blev guiden teatralsk. Turisterne reagerede vidt forskelligt. Tronsalen er et monstrøst magtsymbol. For endevæggen hænger en kæmpe-baldakin med guldborter og gyldne N'er og bier - Napoleons emblem. Mellem to standere med ørne på hævede vinger står kejserens høje tronstol, og herfra er der en afgrund ned til de lave skamler uden ryglæn, hvor ministre og andet godtfolk har siddet ydmygt krøbet sammen. Det var her vandene delte sig. Franskmændene og et par amerikanere var benovede. Skandinaver og englændere syntes, at empirestilen i mørkerødt og sort var knugende - og let komisk. Antikken havde været hotteste mode siden revolutionen, men dens romerske republikanisme, vendt mod enevælden, gjorde Napoleon til en ny imperialisme. Man så for sig den fedladne Fører med hænderne hidsigt knuget om elfenbenshåndtagene. Det lignede Chaplins 'Diktatoren' tilsat Orwells Big Brother watches you. Modsigelse nede fra skamlerne var utænkelig.
Korsikaneren og blåstrømpen
Lyt til artiklen
