0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Portræt af kunstneren som ny mand

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I 1998 sagde kunstneren Per Kirkeby ja til at udsmykke Aarhus Universitets nye Auditoriehus. Opgaven var stor, helt nøjagtig 452 kvadratmeter. Kirkeby var på det tidspunkt lige knap 60 år og i fuld, næsten hektisk vigør. Men han gjorde sig sine overvejelser, for opgavens størrelse var både skræmmende og fristende.

Det fortalte Kirkeby om 10. juni 1998 på Læsø til kunstskribenten Bjarne Bækgaard, der fulgte forløbet fra den spæde start og nu har udgivet en vellykket bog om det under titlen 'Stilladsarbejder'.

I efteråret 2000 var Mads Møllers Auditoriehus bygget og Kirkebys første strøg skulle lægges. 23. august var han i Berlin at afsløre sine otte bronzeskulpturer på taget af det nyrestaurerede Bundesrat. På hjemvejen til Læsø, 24. august, blev Per Kirkeby ramt af en hjerneblødning og opereret på Aalborg Centralsygehus.

Men, som Bjarne Bækgaard skriver i sin indledning: »den 6. juni 2001 står han så en højhimlet sommerdag, Kirkeby med auditorieloftet tromlende hen over sig som et damplokomotiv uden nåde«. Lettere skræmt, nej: vanvittig bange. Er han stadig - igen - fysisk og psykisk klar til den store opgave?

Det skal vise sig, at han er klar på en anden og bedre måde, end han var for tre et halvt år og en hjerneblødning siden. Og det bedste ved Bjarne Bækgaards bog er, at han gennem en halv snes samtaler har registreret Kirkebys svar undervejs - inden nogen af dem ved, hvad fremtiden vil bringe.


Allerede i den første af de ni samtaler mellem 10. juni 1998 og 29. august 2001 siger Kirkeby: »Jeg har haft kunstnerisk succes, men det skåner mig jo ikke for nederlag som menneske«.

Han indrømmer, at det måske er lidt krukket at sige, at han ikke kan bruge succes til noget: »for succes er jo også klangbund for din selvværdsfølelse«. Men den forsvinder hurtigt. »Nederlagene derimod er på mange måder mere fyldige at leve i og mere interessante at uddrage noget af«.

Kirkeby fik vigtige erfaringer med scenografien til 'Svanesøen' i 1996 og (i New York) 1999. Det var - ligesom projektet i Århus - angstfremkaldende: »Når Per Kirkeby kom og skulle være scenograf, så skulle det virkelig kunne ses, at det ikke bare var en scenograf, men at jeg var noget«.

Bevidstheden om at være et varemærke - og en mærkevare i luksusklassen - skinner flere steder igennem med forsonende ærlighed og næsten barnlig stolthed. Han taler selv om, at noget er 'kirkebysk', og siger et sted, at »i stedet for at få udelukkende et dekorativt Kirkeby-stykke, så kan de gu'-hjælpe-mig også gå hen og få et stykke Kirkeby-kunst, hvor alt slippes løs«.

Det sidste udsagn er vel at mærke fra februar 2001, midt i pausen efter hjerneblødningen. Nye energier er - trods indskrænket synsfelt og stor træthed - allerede ved at bryde frem gennem den intellektualisering, der efter Kirkebys mening havde været ved at få hans maleri til at stivne.

Nu har han lavet en aftale med sine billeder: »Jeg sagde til dem, at nu må I altså gøre noget for mig, jeg har gjort så meget for jer i så mange år. Vi blev enige om, at det kan de godt gøre, hvis jeg vil lade være med at forestille mig, at det hele tiden drejer sig om beherskelse«.

Jeg ved ikke, hvad læserne synes, men jeg synes, at denne Peter Plys-samtale mellem Per Kirkeby og hans billeder er - rørende.


Arbejdet på vægge og loft i Auditoriehuset påbegyndes i juni 2001. Tre uger efter spørger Bjarne Bækgaard til malerens fysik. Det giver nemlig ondt i nakken at ligge og male i loftet, »og med min sygdomshistorie bliver man altså enormt bekymret, lige så snart man får ondt i hovedet«. Men Kirkeby er glad og veloplagt og afklaret, »det er bare derudad«.

Overskuddet, lettelsen og lykken over at være rask får ham til at stræbe efter en håndværksmæssig løssluppenhed, som han da også kan tillade sig, fordi hans faste makker, marmoreringseksperten Erik Peitersen, mange steder lægger den håndværksmæssige bund. Nogle af 'vitserne', som Kirkeby kalder dem, tager han dog i sig igen til sidst - således et par store ører: »Nej, det er altså bare for åndssvagt«.

Fraværet af dybsindighed står han dog ved og påkalder sig Jorn som sin forløber. Jorn gjorde ifølge Kirkeby som den eneste op med »al den højtidelighed og anstrengelse, der ville lægge det hele blot. Men netop fordi det hele skulle lægges blot, så opstod der en hæmning, så der aldrig var noget der slap ud«.

Kort før afleveringen er Kirkeby ikke til at skyde igennem, og han beskriver selv forløbet som lykkeligt. I begyndelsen havde flugten fra udfordringen stadig fristet. Men da den radikaleste flugtvej så viste sig, blev den i stedet til en ny begyndelse.

Mod slutningen i 'Stilladsarbejder' truer gentagelserne, men det er til at leve med. Bogens tekst er illustreret med fotografier af både maler og og værk, og som Kirkeby selv siger om en tilværelse, der bærer, selv når det ser sortest ud: »Alt er såre godt«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce