Fredag 3. december 1926 forsvandt Agatha Christie, 1900-tallets mest populære kriminalforfatter, fra sit hjem i Berkshire i England. Hun var forsvundet i elleve dage og hendes mystiske forsvinden afstedkom en hidtil uset offentlig opstandelse på grund af avisernes næsten hysteriske skriverier. Hundredvis af politibetjente, tusinder af borgere og snesevis af reportere fra Fleet Street kastede sig ud i en eftersøgning af den smukke og intelligente forfatterinde, der netop havde udgivet sin sjette roman, den banebrydende 'The Murder of Roger Ackroyd' ('Hvem dræbte?'), hvor det viser sig at være den troværdige jegfortæller, der er den skyldige, da først Hercule Poirots skarpe blik har endevendt mordsagen. Hvem var den skyldige i Agathas forsvinden? For kriminalforfatterindens mand, Archie Christie, en dekoreret krigshelt fra 1. Verdenskrig, blev det spørgsmål hurtigt meget ubehageligt. For at forstå hvorfor, er det nødvendigt at se nærmere på ægteparret Christies samliv. En fatal beslutning Agatha Christie mødte Archie, der var en flot fyr, da hun var 22 og faldt pladask for ham, selvom hendes moder Clarissa, som hun var meget tæt forbundet med, ikke følte, at Archie var hendes datters type. Det er mens Archie er i krig, han var pilot, at Agatha Christie begynder at læse detektivhistorier. Hun var så bekymret for ham, at hun måtte foretage sig noget, der kunne få hende til at tænke på noget andet. Da han kommer hjem, er hun så småt begyndt at skrive korte historier til aviserne. De to flytter til London, hvor Archie, der er arbejdsløs, har størst chancer for at finde et job. Deres økonomi er meget stram, Agatha, der har udgivet et par bøger uden at opnå særlig megen opmærksomhed, har indgået en dårlig kontrakt med sit forlag, men lidt kommer der da ud af det. Faktisk så meget, at den traditionelle kønsrollebalance mellem de to begynder at vippe. Archie ønsker sig allermest en hjemmegående hustru, der tager sig af de huslige sysler - og ham, og viser sig at være præcis så indelukket, som Agathas mor mere end anede. Agatha, der fra sin tidligste barndom, der var meget privilegeret, har haft et rigt indre liv og været vant til at ytre sig om personlige forhold, indser, at manden hun elsker, ikke ønsker en kammerat og livsledsager i følelsesmæssig forstand. Skuffet over, at han ikke vil dele følelser med hende og sikkert også skuffet over, at han ikke ønsker, at hun er erhvervsaktiv, beslutter hun at de penge, hun tjener som forfatter, er hendes egne, ikke nogen der skal indgå i den fælles husholdning. En beslutning der skal vise sig fatal, efterhånden som hun bliver mere og mere velstående og gang på gang afviser sin mand, når han beder om penge. Nancy Neele I 1923 er Agatha Christie en etableret forfatter, om end slet ikke berømt, og ægteparret har nu en datter, Rosalind. To år efter sker det. Archie, der er begyndt at spille golf møder den livlige, muntre Nancy Neele, der deler hans glæde ved sporten. Hun bliver hurtigt hans elskerinde, og Agatha, der ikke aner uråd, må lide den tort, at hendes mand, der arbejder i London, heller ikke er ret meget hjemme i weekenderne. Hun er frustreret, men også optaget af sine skriverier. I det store, gamle hus bygget af Tudor-sten, 'Styles' hedder det, går detektivdronningen rundt med et mesterværk i hovedet, bogen om Roger Ackroyd, mens hendes mand langsomt glider dybere og dybere ind i forelskelsen i Nancy Neele. En kvinde Agatha også kender og betragter som sin ven, hvorfor hun flere gange i løbet af 1926, inviterer hende hjem til Styles, selv om Archie forståeligt nok ikke er meget for ideen. I efteråret 1926 dør mor Clarissa. Da Archie, der endnu en gang har været væk i løbet af weekenden, kommer hjem, prøver han at lade som om han er ked af det og prøver at trøste Agatha, men hans optræden er så hul, at hun, der er dybt nedbøjet over tabet af moderen, til sidst spørger ham, om der er noget galt? Hun går ham på klingen og hendes elskede Archie indrømmer, at han i de seneste 18 måneder har været forelsket i Nancy. Agatha er chokeret, utrøstelig og meget ensom. Nu har hun mistet både sin mor og sin mand. Agatha har altid været meget religiøs og har fra sit lykkelige barndomshjem, hvor faderen og moderen forgudede hinanden, idealet om at en kvinde for rigtigt at være kvinde, skal dele tilværelsen med en mand. Ægteskabet har for hende været den vigtigste vej til at realisere sig som kvinde. Af hendes dagbøger, breve og bøger, og af det hun siger til sin bedste veninde Nan, fremgår det at hun i denne periode mister troen på både Gud og kærligheden. Hverken en fælles tur til Frankrig eller noget andet gør i denne periode de tos samliv bedre, men Agatha viger stadig uden om at ville skilles. Forsvindingen Så oprinder den fatale tredje dag i december. Ægteparret har om morgenen det værste skænderi nogensinde. Agatha kaster ting efter Archie, der erklærede, at han ville giftes med Nancy, og løber ud af døren for at nå toget til London. Agatha lader sig i løbet af dagen ikke mærke med noget, tværtimod bemærker hendes tjenestefolk, at hun har leget og sunget kærligt med Rosalind og virket i godt humør. Men da Archie ikke kommer hjem fra arbejdet om aftenen, er Agatha klar over at slaget er tabt. Archie har forladt hende og vil aldrig mere komme hjem. Tjenestefolkene er ikke i tvivl om, at hun er ked af det. Klokken 21.45 tager hun sin pels, sin velourhat og en lille håndtaske og tager af sted i sin Morris. Dagen efter finder det lokale politi bilen i buskadset for enden af en stærkt skrånende vej i Newlands Corner langt væk fra Styles. Pelsen er efterladt, sammen med hendes kørekort, batteriet er brugt, bilen har fået nogle skrammer. Det så ud, som om der var sket noget usædvanligt inden bilens fører forsvandt, mente politibetjenten, der fandt bilen, og det må man give ham ret i. Det ligner en scene fra en detektivhistorie, hvor Hercule Poirot eller Miss Marple på baggrund af enkle, men afgørende spor skal til at tage affære. Politiet tager til Styles. Der er bilens fører heller ikke. Agatha Christie synes at være forsvundet. Hvor var hun kørt hen, da hun forlod Styles? Hvorfor til Newlands Corner? Hvor var hun nu? Politiet har masser af spørgsmål, men får ingen svar. Archie, der er sammen med Nancy, bliver ringet op og må stærkt irriteret love at tage til Styles. Kort efter bliver han faktisk afhentet af politiet og ført dertil. Archie kan heller ikke hjælpe politiet. Han vil for alt i verden ikke have historien om sit forhold til Nancy ud i verden. Måske er det fordi han beskytter sit hemmelige kærlighedsliv, mest af hensyn til Nancy, at han forekommer politiet en kende utroværdig. I hvert fald havner han i løbet af de næste dage umærkeligt i rollen som den hovedmistænkte. Der rejses ikke sigtelser på noget tidspunkt, men Archie udtaler sig så klodset, at det hurtigt står klart for politiet, der også afhører Agathas familie og tjenestefolk, at ægteparret Christie ikke havde det godt sammen. Nu har også pressen fået nys om sagen. Mens politifolk begynder at gennemlede området omkring Newlands Corner, begynder frivillige - avislæsere - at deltage i eftersøgningen. Hver eneste dag udtaler vidner, at de har set en kvinde, der svarer til Agatha Christies signalement, men udsagnene er stærkt modstridende. Da 'den smukke og intelligente forfatterinde' ikke er fundet i løbet af søndagen, vejrer pressen for alvor et drama og skruer nu yderligere op for sensationssproget. Så højt at nyheden om forsvindingen er nået til The New York Times allerede mandag den 6. »Agatha Christie, forfatter, forsvundet på mystisk vis fra sit hjem i England«, skriver avisen. Fleet Streets bedste folk Mens reporterne interviewer gud og hvermand, har Chief Constable Kenward fra Surey Constabulatory hovedet fuld af spørgsmål, han ikke kan besvare: Er der en skjult betydning i, at bilen var efterladt mindre end seks miles fra Archie Christies rendezvous med Nancy Neele? Hvorfor havde Agatha, hvis hun var kørt forkert, ikke trukket i bilens bremser på vej ned ad den skrånende vej? Hvis hun ville begå selvmord, hvorfor havde hun så kørt 14 miles væk hjemmefra? Hvor skulle man starte eftersøgningen? Newlands Corner var stadig svaret, der blev trukket vod i kanalerne, frivillige og politifolk finkæmmede det store, øde område, hvor marker, skov og engarealer blev gennemkrydset af små åløb. 7. december er historien om Agatha Christies forsvinden den vigtigste for aviserne i Fleet Street. Avisernes bedste folk sendes af sted med toget til Newlands Corner, og på grund af Agathas metier får deres reportager en ildevars-lende tone. Det første mediebillede af Agatha som en smuk, ung, forsvundet forfatterinde, der var gift med krigshelt, erstattes af en snigende mistanke mod Archie, der tydeligvis ikke har rent mel i posen. Har den tidligere militærmand villet skaffet sig af med sin hustru? Teorien om mord kan ikke udelukkes, også politiet finder Archie utroværdig. Til sidst må den stakkels ægtemand tage til genmæle. Han udtaler til pressen, at han ikke aner noget om sin kones forsvinden, men at hendes nerver var ødelagte, og at hun tog af sted uden noget kendt formål. Med hans udtalelser kommer han til at afsløre, at ægteskabet var i krise. Han siger blandt andet, at »det er sandt, at min hustru på et tidspunkt har diskuteret muligheden for at forsvinde med overlæg. For et stykke tid siden fortalte hun sin søster, at hun kunne forsvinde, hvis hun ønskede det, og at hun ville kunne gennemføre det perfekt. De diskuterede, hvad der ville stå i aviserne. Jeg tror det havde noget at gøre med hendes arbejde som forfatter«. Archie oplyser også, at hun godt i al hemmelighed ville kunne have akkumuleret penge til brug for en forsvinden. Okkult forklaring Avisen The Daily News interviewer Englands anden store kvindelige detektivforfatter Dorothy L. Sayers om sagen og hun udtaler nøgternt, at der er fire mulige løsninger i en situation som denne: Hukommelsestab, urent spil, selvmord eller frivillig forsvinden. »En frivillig forsvinden kan være så klogt iscenesat, at den som dagene går forekommer mere og mere besynderlig. Særligt hvis det som her drejer sig om en dygtig forfatter af detektivhistorier, hvis hjerne er trænet i at forvirre«. Dagen efter udsender politiet en stor eftersøgningsplakat. Den 10. december finder reporterne via tjenestefolkene ud af, at Agatha havde sendt et brev til Archie på Styles dagen efter sin forsvinden, og at han havde ødelagt det uden at afsløre dets indhold. Sagen tager en drejning. Er der i virkeligheden tale om et kynisk pr-stunt? Liverpool Weekly Post startede sin tre måneder lange føljetonudgave af 'The Murder of Roger Ackroyd' 4. december, samme dag som bilen var fundet. Kan man virkelig forestille sig, at forfatteren har iscenesat det hele for at skabe opmærksomhed om sin bog? Efter Sayers fulgte andre notabiliteter som Arthur Conan Doyle, manden der skabte Sherlock Holmes og dramatikeren Edgar Wallace. Conan Doyle gav en handske, der tilhørte Agatha til et medium, Horace Leaf. »Jeg gav ham intet spor at gå efter. Med det samme han fik den sagde han navnet Agatha, hvorefter han sagde, »Der er problemer, personen som ejer handsken er både forvirret og determineret. Hun er ikke død som mange tror. Hun er i live. I vil høre fra hende på onsdag, tror jeg«. Edgar Wallace udtalte, at forsvindingen lignede et typisk eksempel på mental hævn. »På straf mod en der har såret hende. For nu at sige det ligeud, så det ud til, at hun med sin forsvinden har villet genere en ukendt person. At hun ikke har begået selvmord ses af, at hun med vilje har skabt en atmosfære af selvmord ved hjælp af den dramatiske måde, bilen var efterladt på«. »Hun kan godt være blevet ramt af mental forstyrrelse eller hukommelsestab bagefter, men ikke uden at nogen ville have bemærket hende siden. Vi må udelukke, at hun befinder sig i varetægt hos nogen, der har fundet hende. Den store offentlighed om hendes forsvinding udelukker en sådan mulighed«. Fundet! Folk kunne godt læse indenad. Archie, ægtemanden var den, der i givet fald skulle generes. Ni dage efter Agatha Christie var gået bort enten i en tilstand af sindsforvirring eller hævngerrighed, oprandt 'The Great Sunday Hunt'. Søndag 12. december deltog mellem 2.000 - og 15.000 borgere bevæbnet med stokke til at rode i buske med i jagten på Agatha. De fandt intet, men om aftenen kontaktede to musikere politiet. De havde på et hotel i kur- og badebyen Harrogate halvvejs mellem London og Edinburgh set en kvinde, der matchede beskrivelsen på efterlysningsplakaten. Da politiet erfarede, at kvinden havde trukket sig tilbage til sit værelse, undlod de at gøre mere, men næste dag tog de affære. Archie blev kontaktet og begav sig af sted. Da han ankom til Harrogate Hydropatic Hotel, myldrede det med pressefolk udenfor, ligesom politifolk holdt nationens mest interessante kvinde under konstant observation indenfor. Klokken 7.30 14. december 1926 var manden, hvis efternavn for altid vil klinge af kriminalistisk spænding, ikke længere mistænkt i en mordsag og hans hustru ikke længere savnet. Til bekendelse Konfrontationen blev tilrettelagt som kun gentlemen kan gøre det. Archie blev placeret i en lænestol gemt i hotellets hall gemt bag en stor avis. I baggrunden stod betjente i civil, udenfor stod pressen. Så kom hun. Iført en smart laksefarvet aftenkjole og ikke spor præget af tegn på mental ustabilitet bevægede Agatha Christie sig i retning af Archies stol. Denne sænkede avisen og rejste sig. Hun genkendte ham med det samme, men optrådte afslappet og nonchalant, der var ingen dramatik. »Min bror er kommet, må vi få et bord sammen«, spurgte forfatterinden. Da politiet kort efter gav sig til kende, sagde hun, at hun havde mistet hukommelsen og først var ved at få den tilbage nu. Hun havde forladt sit hjem i en tilstand af forvirring og ophidselse. Archie og Agatha spiste sammen, og her bekendte Agatha åbent kulør over for den rasende, men kontrollerede Archie. Hun havde ganske rigtigt villet straffe ham. Hun havde tilbragt den første nat hos sin veninde Nan. Hun havde ladet bilen køre ned ad bakken, var gået til West Clandon Station og taget toget til London, til Nan i Chelsea Gardens. Nan havde givet hende penge til at købe tøj for, og så var hun taget til Harrogate. Hun indrømmede, at en del af hende havde nydt visheden om Archies problemer, men erkendte, at hendes plot var løbet fra hende på grund af pressens helt uventede opstandelse. Det var under middagen, hvor de begge var enige om ikke at ville have deres privatliv eksponeret på avisernes forsider, at de besluttede at holde fast i historien om hendes hukommelsestab, og at det var forårsaget af sorg over Agathas mors død. Pressen er skeptisk I mellemtiden havde politiet fundet ud af, at Agatha havde boet på hotellet under navnet Teresa Neele - samme efternavn som Nancy, hendes konkurrent! - og præsenteret sig som sydafrikaner fra Cape Town i England for første gang. Politiet fandt også ud af, hvilke bøger hun havde lånt på biblioteket, primært detektivhistorier, og Rosie Asher, der havde gjort rent på hendes værelse, kunne oplyse, at fruen havde været i godt humør, og både havde læst og skrevet. Næsten hver eneste dag havde hun spist morgenmad og læst dagens aviser i sengen. Det viste sig, at den eftersøgte faktisk var blevet genkendt af flere tjenestefolk, men at de ikke havde vovet at gå til politiet, fordi de var vant til, at de velhavende gæster regnede med fuld diskretion i Harrogate. Agatha havde i øvrigt danset og moret sig meget. Archie udtalte til pressen: »Der er ingen tvivl om hendes identitet. Det er min hustru. Hun lider af fuldstændigt hukommelsestab. Hun aner ikke, hvem hun er, og hun ved ikke hvorfor hun er i Harrogate. Jeg vil bringe hende til en læge i London i morgen, og jeg håber, at det sammen med fred og ro vil få hende på ret køl igen«. Den forklaring var journalisterne langtfra tilfreds med. Hvordan kunne hun eksempelvis have undgået at lægge mærke til eftersøgningen, og dermed interessen for sin egen person, når hun havde læst aviser og set fotos af sig selv i dem hver eneste dag? Presseskriverierne fortsatte med uformindsket styrke. I London tog en ophidset menneskemængde mod parret på Victoria Station, deres bolig blev belejret af pressefolk. Archie måtte rykke ud med forklaringer igen og igen. Han fik familiens læge til sammen med en specialist at udsende en officiel meddelelse, der bekræftede at Agatha led af et vaskeægte hukommelsestab. Upstairs, downstairs Efter nogle uger døde interessen hen, men inden da havde sagen rejst en debat om politiets prioriteringer, som havde direkte forbindelse til det engelske klassesamfund. Når der nu forsvandt 15.000 mennesker i England hvert år uden at politiet brugte så mange ressourcer på eftersøgning, hvorfor skulle en enkelt (overklasse)forfatter så have så megen interesse? Det var i tiden for den store generalstrejke. I Parlamentet udbad Labour-politikere sig tal for, hvad eftersøgningen havde kostet det offentlige. I Agatha Christies eget nære liv var katastrofen snart fuldbyrdet. Hun blev officielt skilt fra Archie 29. oktober 1928. Hun var klar over, at de ikke ville kunne gøre hinanden lykkelige, men hun kom aldrig til at elske nogen mand højere, end hun havde elsket Archie, der ægtede Nancy med hvem han havde et langt lykkeligt ægteskab. Agatha blev en del år senere gift med den 14 år yngre arkæolog Max Mallowan, der blev kendt for sine udgravninger i Irak. De to fik gode år, men også denne gang endte Agatha med at blive den ulykkelige tredjepart. I tredive år havde Max med sin hustrus stiltiende accept et forhold til en kvinde ved navn Barbara Parker. Agatha kunne ikke bære at blive skilt en gang til og da slet ikke at komme i offentlighedens ubønhørlige søgelys af den grund, så hun bed tænderne sammen og så den anden vej. Det største plot I sine mange bøger skrev Agatha Christie, ikke mindst i dem hun udgav under pseudonymet Mary Westmacot, direkte om sine egne smertelige oplevelser i kærlighedslivet. I historier som 'The Edge', 'Harlequin's Lane', 'The man from the sea' og i bøger som the 'Dressmaker's Doll', 'The Burden' og i 'Verdict' skriver hun sig igennem forskellige aspekter af sorg, jalousi, og dramaer mellem kvinder, hvis svigefulde mænd er til fals for smukke, men tomme blondiner. Hendes psykologiske indsigt i, hvad mennesker er i stand til at gøre, når de handler i vrede, afmagt eller sorg kom hende til stor gavn som forfatter. En nøgle til at forstå hendes eget liv er ud over hendes selvbiografi, romanen 'Unfinished Portrait' om parret Celia og Dermot, direkte bygget på Archie og Agatha. Som feteret og verdensberømt forfatter forsøgte hun altid, som hun også gør i sin selvbiografi, at undgå at komme ind på de famøse elleve dage, hvor hun i sin ungdom stjal den engelske nations opmærksomhed på grund af ulykkelig kærlighed og nogle medier, der ikke kunne stå for cocktailen af berømmelse og mystik. Krimidronningen havde villet straffe den hun elskede på den eneste måde, hun kendte til: ved at udtænke et mystisk plot, der for en stund ville få pilen til at pege på den formastelige, den svigefulde elskede. I det lange løb endte det med, at pilen, ligesom i 'Hvem dræbte?' om Roger Ackroyd, en af hendes mest bemærkelsesværdige bøger, kom til at pege på fortælleren selv, der svor aldrig mere at ville i offentlighedens søgelys for andet end sine bøger. I det måske mest bizarre plot Agatha Christie nogensinde udtænkte, endte hun selv at blive det største offer.