0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De stjålne liv

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mens vi sidder her så trygt og roligt; lige nu og nu og NU! og om et lillebitte øjeblik er der en kvinde i Afghanistan, som bliver slået eller pisket af en fremmed mand eller en soldat, fordi hun har forbrudt sig mod en eller anden regel, disse forkvaklede magtmisbrugere har udpønset for at holde landets kvinder i en slavelignende tilstand.

Som en BBC-rapport i 'Horisont' mandag aften viste, er den Nordlige Alliances soldater, USA's nye venner, ikke stort bedre end Taleban. Det var mujahedinerne heller ikke i forrige ombæring, da de erobrede Kabul i 1992.

Dengang indførte de chador, tilsløring. Med talebanerne kom chaderi (også kaldet burka), den teltlignende dragt der er forsynet med et gitterværk foran, så kvinderne knap kan se ud. Talebanerne kunne ikke få maskerne tætte nok og kvinderne hjælpeløse og ydmygede nok.

Der er en verden til forskel på det liv i relativ frihed og rettigheder, Afghanistans kvinder og her især dem i de større byer og først og fremmest i Kabul, levede før russernes indtog i 1979, og de vilkår de måtte underkaste sig under de deraf følgende borgerkrige og tvangs-islamiseringen, der gjorde en religion til et hæsligt vrængbillede af 'Guds vilje'.


Hvordan det føltes, fortæller Latifa om i 'Mit stjålne ansigt - Kvinde i skyggen af Taleban'. Latifa er et dæknavn på en ung afghansk kvinde fra Kabul, som i hele sit liv kun har kendt krig og undertrykkelse. Men som 16-årig føler hun sig alligevel temmelig fri og parat til en uddannelse til journalist, da Taleban indtager Kabul.

Året er 1996, og derefter bliver alt kun værre og værre. Et nogenlunde normalt teenageliv, hele familiens liv, hele ejendommens liv, hele gadens liv, hele byens liv forvandles. Latifa bliver inde de første mange måneder. Hun nægter at gå ud iført teltet. Derude hersker de nye apartheidregler. Men selv inden døre kan hun ikke undslippe de nye love. tv, video, musik, selv fløjtekedler, kanariefugle og hunde forbydes.

Latifa fortæller om søstrene og brødrene og forældrenes reaktion på den veritable fangetilværelse, de og de andre Kabulborgere må leve. Moderen, som er læge, er for længst blevet psykisk syg af den undertrykkelse, kvinderne lider under i landet.

Men hun behandler, så længe hun kan, syge, mishandlede og voldtagne kvinder i sin lejlighed. Efter nogle år begynder Latifa og hendes veninder at holde en hemmelig skole i hjemmene. De er tapre og determinerede. Det samme er deres små elever.


Mit stjålne ansigt' er ikke noget litterært værk, men den er gribende i sin enkelhed, fuld af dagligdags betragtninger om både kvindernes og mændenes liv, af en ganske almindelig piges tanker og om hendes modning til modstand.

Latifa betalte en høj pris. Hun blev sidste forår inviteret til Frankrig af magasinet Elle for at fortælle om kvindeskolerne, men modtog der dødstrusler fra taleban-regimet på grund af de 'løgne', hun udbredte, og måtte søge politisk asyl.

Sidste del af bogen er skrevet i december 2001, og da udtrykker Latifa håb for Afghanistans fremtid trods det, at »stammekrig var landets nationalsport« i århundreder. Hun vil vende tilbage til sit land og håber, at kvinderne »genvinder deres værdighed og atter bliver hele mennesker«.

Man kan håbe med hende, men de sår, landets indbyggere har fået på sjæl og legeme, heler næppe på få år. Latifas bog er vigtig som et vidnesbyrd om, hvad der sker med mennesker lige ved siden af os, og som vi ignorerer, indtil nogen af dem ligefrem angriber os selv. Den kan læses af alle og er velegnet for større børn og unge.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce