Børnenes hyggeonkel, arbejdernes beskytter og fredens stålsatte vogter. Det er blot nogle af de forblommede fraser, den officielle sovjetiske propaganda benyttede om Sovjetunionens diktator fra 1928 og frem til 1953, den georgiskfødte Iosif Dzugashvili, bedre kendt som Stalin. Hvordan denne tidligere præstestuderende og bankrøver formåede at manipulere sig frem til den magtfulde post som generalsekretær for kommunistpartiet og dermed øverste leder af det kæmpemæssige Sovjetimperium er én historie. Og, vel at mærke, en både mærkværdig og chokerende historie. En ganske anden historie, som imidlertid er mindst lige så grotesk og rystende, handler om, hvorfor så mange fremtrædende vestlige intellektuelle tilbad den med årene stadig mere despotiske og skånselsløse enehersker. Men mens man kan give sig i kast med at diskutere selve årsagerne til de intellektuelles stalinistiske fascination - det kunne f.eks. skyldes ideologisk overbevisning, naivitet, opportunisme, magtbegær, gruppepres - er der ikke det store at rafle om, når det kommer til, hvad de faktisk sagde og skrev om den Røde Tsar og hans forjættede rige østpå. Det er for så vidt bare at gå til kilderne i form af aviser, tidsskrifter, bøger, essays og breve for at danne sig et indtryk af, hvordan en god håndfuld af dannede og begavede danskere så på Stalin og sovjetstatens bedrifter.
Lillefar Stalin og det store svigt
Lyt til artiklen
