Hvem er Giorgi Morandi? Ja, der er ikke mange, der, når de hører navnet, straks tænker på en stilfærdig italiensk maler, der i over halvtreds år frem til sin død i 1964 malede sig frem til en anselig berømmelse ved hjælp af et enkelt motiv: tragte, flasker og skåle på et bord, eller rettere, det der var uden om og mellem tingene. Emnet for Gertrud Købke Suttons kunstnermonografi er opsigtsvækkende på et konkurrencepræget bogmarked, der jager den sikre succes, og den er derfor også så meget desto mere velkommen. Og utidigheden har sin baggrund. Bogen er en skrivebordsyoyo, der først fandt sin endelige form og forlægger efter knap halvtreds år. Gertrud Købke Sutton skriver forventeligt dedikeret om sit yndlingsemne. Men hun er først og fremmest god til at læse billeder. Det er simpelthen interessant at læse hendes billedanalyser. Hun er grundig uden at blive omstændelig. Især hendes billedbeskrivelse - en disciplin, der ellers står svagt i tidens kunstformidling - er præcis. Benævnelsen af komposition, former, farver og maleteknikker er forudsætning for, at hun overbevisende åbner Morandis billeder. Tolkningen kan, Morandis minimale stil taget i betragtning, så til gengæld tage sig ud som en læsning af verden på bunden af en tekop. Men det gør ikke noget, når det er en begavet læser som Gertrud Købke Sutton, der udlægger tegnene. Det gør ikke noget, det bliver højtflyvende, hvis bare der er luft under vingerne. Bogen letter dog lidt for sjældent. Den lader sig tynge til jorden af andre klassiske kunsthistoriske discipliner som påvirkningshistorie og biografi, som i detaljen ikke synes synderlig vedkommende for Morandis egenartede kunst. Det er ikke ligegyldigt, men udbyttet af at kende hans familie eller inspirationen fra Cézanne, futuristerne, de Chirico og Carrà synes mindre i forhold til det, der er interessant at forstå, hvorfor hans opstillinger på lærredet ser ud, netop som de gør.