Erindringer af Maria Marcus! Ja, man kunne forestille sig, at Bent Jensen eller Ulrik Høy skulle anmelde erindringsbogen af Maria Marcus, og det ville blive morsomt, den ville vel ikke få for lidt, selv om jeg af gode grunde ikke skal gisne om udfaldet. Maria Marcus har været en rød programmedarbejder i den tid, da Danmark var delt op i venstreorienterede lejesvende og ansvarlige borgerlige kræfter, som passede på, at landet også lå der, når vi vågnede. Og ikke ét undskyldende ord har hun at sige. En pige, der læser Land og Folk i S-toget, som er tårnskæv af hash, og som oven i købet får blik for den politiske sandhed i hashtågen, en pige som lytter til Marseillaisen og hylder vreden, poesien og håbet, en pige der tager på ø-lejr og prøver at være lesbisk en overgang, en pige, som omgås de venstreorienterede og de kulturradikale mediefolk - og en pige, der stadig skriver om krop og sjæl - ja, sådan en pige kan vel kun være naiv, hvis man skal sige det pænt. Men det er naiviteten, man falder for. Hendes bog, som begynder i 1945, er hurtigt og let læst, man sidder og tænker uha, uha og uha. Godt det ikke er mig. Godt at jeg selv har været så forsigtig.
En pige som er udenfor
Lyt til artiklen
