Berømtheder interesser mig ikke, jeg er sammen med en hver dag, sagde Soya, og det var en påstand med belæg - samtidig affattet i det gængse ironiske tonefald, som danskerne morede sig over i trediverne, fyrrerne og halvtredserne. Sammenlign f.eks. med Den Gyldenblonde, som vi af og til genser i DR2's 'Gyldne Timer'. Hvor man undrer sig over, at vittighederne dengang fungerede. Men det gjorde de - også fordi elegancen var så efterspurgt. Men Soya var meget mere end sjov, han var også en oprører mod samfundssnylteriet og borgerligheden. Og at dømme efter Mogens Gardes lille portrætbog samtidig et elskeligt menneske med mere af det mod, en eftertid også efterspørger. Bogen kaldes for en dogmebog - den er kort, hastig, lidt usammenhængende, og den har en stjerne i hovedrollen. Soya var den overvægtige og fornøjede skaber af bl.a. 'To tråde' (»Hovedet står på køkkenbordet!«),'Parasitterne', 'Sytten' og 'Min farmors hus', som blev filmatiseret - sidstnævnte endda med succes. Blandt bogens bidragydere er Kaj Munk, som man nu ikke behøver at læse, og Niels Birger Wamberg, som leverer den bedste og mest levende artikel om manden, der var lige så meget peber og salt som Soya. I sin alderdom slog dramatikeren sig ned på Langeland i selskab med Elsa Danielsen, en dame som passede den gamle mand med ynde og tålmodighed og overlevede ham med nogle få måneder - det havde hun vel lovet sig selv. Et pænt lille portræt af den elskelighed, som fortjente og fik sin gengældelse. Ved suppen fik C.E. Soya skubbet lidt flydende væske ind med en serviet som redningsplanke under hagen, og kommenterede: »Det er ligesom, når jeg er oppe at flyve - så ber jeg også altid om, at nogen vil holde hånden under mig.« Mogens Garde har holdt hånden pænt under den glemte original. Engang var han anset for at være sjofel og kun for voksne. Men han var også en moralist af de finere - en af den slags, som oprører samtiden, og accepteres og fortrænges af eftertiden. For ikke så lang tid siden brillerede Aksel Erhardsen som æresskurken Gruesen i 'Parasitterne' på Hippodromen. Han konkluderer: »Soya har virkelig betydet meget for det levende, vedkommende teater«. Det kan vi sige Amen til.