En af de dummeste bemærkninger, vores forhenværende statsminister kom med, dekreterede, at 1990'erne skulle være moralens årti. Dengang, i forrige årtusinde, svirrede det med snik-snak om, som det hed i erhvervslivet, »etik og moral« - som om man først havde sit på det tørre, hvis man tanketomt bundtede disse to størrelser sammen. Alt var dog ikke det rene sludder. En af det 20. århundredes største moralfilosoffer, måske den eneste store, var den jødisk-litauiske Emmanuel Lévinas (1906-1995). Lévinas' centrale indsats bestod i at redegøre for mødet med vores medmennesker, som en konfrontation med det, han betegnede den Anden (med stort a), eller 'Ansigtet'. Disse tilnavne skulle betegne mødets absolut asymmetriske karakter: Ser jeg først den Anden som 'Ansigt', er jeg bundet og uendeligt forpligtet til at yde hende omsorg og ømhed. Under dette umiddelbare og ufravigelige krav, ligger en levende idé om Gud som et vitalt ankerpunkt. 'Gud' er navnet på den spontane kraft, der tvinger mig til at respektere og tage ansvaret for den Anden, uden om socialiseringens regelsæt og indpodede politiske eller teologiske lærdomme. Ansigtet er hverken en empirisk kategori eller navnet på den forestilling, jeg gør mig om det. Lévinas fremfører, at den Anden aldrig vil kunne reduceres til at være et historisk frembragt eller psykologisk begribeligt individ. Forsøger jeg en sådan reduktion, gør jeg vold på den Anden, ved at gøre hende til en del af det Samme, f.eks. af en homogen etnisk befolkning eller et fasttømret politisk fællesskab. Den Andens anderledeshed er ukrænkelig og absolut, og den lader sig ikke opsuge af hverken human- eller samfundsvidenskabelige forklaringer, for slet ikke at tale om biologiske. I et århundrede, hvor Nietzsches ord om Guds død allerede tidligt blev et trivielt motto, kan Lévinas nemt komme til at fremstå som en ganske fremmedartet og sær kamel. Men hvis man fastholder hans bestemmelse af Ansigtet, tegner der sig også og ikke mindst en uhyre udfordrende opgave, nemlig at forsøge at tænke hvorledes, om overhovedet, Lévinas' etik lader sig omsætte til politik?