0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Til forsvar for janteloven

Kan man spise småkager om formiddagen? Bent Melchior og Naser Khader har forsøgt - sammen. Det er der kommet en fantastisk bog ud af.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var sommer og efterår 2001. Afghanistans talebanere sprængte buddha-statuer i luften, George W. Bush blev indsat som USA's præsident, Slobodan Milosevic anholdt i Beograd, Sharon ny statsminister i Israel; herhjemme kom det frem, at medlemmer af Flygtningenævnet sov, helt bogstaveligt, under nævnets møder; der var voldsom kritik af Israels ny ambassadør, Carmi Gillon, som havde udtalt, at anvendelse af »moderat fysisk pres« kunne være nødvendigt. Så blev det 11. september. Og siden kom der valg i Danmark, ny regering - og Naser Khader blev valgt til Folketinget.

Sikken en sæson. Og netop i disse måneder mødtes Naser Khader, den palæstinensisk-syriske dansker (født 1963), jævnligt med Bent Melchior, den tidligere danske overrabiner (født 1929), for at drøfte tidens store spørgsmål: 1) Tolerance, 2) Fundamentalisme, 3) Danskhed, 4) Retsfølelse, 5) Ny teknologi, 6) Velfærd, 7) Demokrati, 8) Religion, 9) Mellemøsten.

Jeg sætter tal på, fordi samtalerne er blevet til kapitler i en usædvanlig god bog, 'Modsætninger mødes', som journalisten Hanne Bartholin har redigeret. Bogen munder ud i et tiende kapitel med konkrete 'Ti bud' på, hvordan dialog bør foregå på tværs af religioner og politiske overbevisninger. Og man kan roligt sige, at Khader og Melchior demonstrerer, hvordan det kan gøres.


Det foregår i Bent og Lilian Melchiors lejlighed i København, og der er et nærvær i alle samtalerne, som om man var til stede. Hanne Bartholin har formået at få de små detaljer i selve situationen frem, så de i sig selv illustrerer modsætningernes møde. Som f.eks. denne her passage:

Melchior: »Jeg tror, du bliver nødt til at supplere med lidt flere kager. Det er ikke nok, at de bare står fremme på bordet. De skal jo også tages ... der er jo det ved det ... jeg får ballade bagefter. Lilian sagde sidste gang: »Han kan jo ikke lide mine småkager«.

Khader: »Ja, jamen, det er lidt svært at vænne sig til at spise småkager om formiddagen, men det er jo også dansk ...«.

Og sådan formår bogen at give duft og smag til en samtale om store ting, abstrakte og konkrete, en samtale som føres af to ærke-danskere med nære forbindelser til hver sin side i den mellemøstlige konflikt: Naser Khader (fornavnet er en hyldest til Egyptens præsident Nasser) er ved første samtale netop hjemkommet fra sommerferie hos sin familie i Nablus på den israelsk besatte Vestbred; Bent Melchior, der selv har kæmpet på israelsk side i krigen i 1948, har ikke blot vidt forgrenet familie i Israel, han har, mens samtalerne pågår, sin ældste søn siddende i Sharons regering.


En muslim og en jøde, et folketingsmedlem og en rabbiner, en mand i 30'erne og én i 70'erne: to kloge, skægge, skarpe fyre, som både kan fortælle anekdoter og skære en problemstilling til, så det er en intellektuel fornøjelse. Naser Khader har siden 1998 været medlem af Etisk Råd og er i stand til hurtigt og præcist at definere etik over for moral eller reproduktiv kloning versus terapeutisk, ligesom han er fuld af skepsis over for bestemte debatmønstre. For eksempel:

»Nogle gange bliver jeg så træt af, at folk bruger glidebaneargumentet: Hver gang man gør et eller andet, så taler man om en glidebane, og hvad bliver det næste. Og så siger jeg: 'Jamen, det må vi så tage stilling til, når det næste dukker op ...'«.

Eller: »Mange bruger (...) sådan et automatpilotsvar på etiske spørgsmål, der hedder: »Vi skal ikke lege Gud.« Mange gange tror jeg nok, at Gud ville være positiv over for ny teknologi, men selvfølgelig går der en grænse. Måske ved evigt liv?«.

Men også Melchior kender sine lus på travet og udpeger faste, forkerte mønstre, f.eks. jamen-alligevel-argumentet. Han fortæller en pudsig anekdote om dengang i begyndelsen af det 19. århundrede, da Synagogen i Krystalgade blev bygget og skulle have indlagt gasbelysning: »... men menigheden sagde, at der var alt for stor risiko for, at det ville springe i luften, og hvad ved jeg, og så besluttede de sig for at gå til datidens virkelige ekspert på området.

Han hed H.C. Ørsted. Og Ørsted svarede: »Der er absolut ingen risiko forbundet med det«, hvorefter menighedsrådet sagde: »Vi vil nu alligevel ikke ha' det«. Og dette her »jamen, alligevel« er jo et utroligt ofte forekommende argument«.

Både Melchior og Khader bruger ofte historier fra egne rækker, når de skal bruge afskrækkende eksempler, og især Khader sørger hele tiden for ikke at blive låst fast i en rolle som den, der forsvarer alt, hvad der er muslimsk eller udspringer fra indvandrere eller flygtninge.

Her viser der sig også en brudflade mellem de to. Khader accepterer ikke civil ulydighed i flygtningesager, han giver for eksempel ikke noget for præsten Leif Bork Hansen, som skjulte afviste asylsøgere, eller kirken på Nørrebro, som beskyttede 100 palæstinensere:

Khader: »Jeg er betænkelig ved begge handlinger, fordi ... det er jo ikke Tyskland i 30'erne, vel? Det er Danmark. Her er demokrati og institutioner, som vi er nødt til at stole på gør deres arbejde rigtigt, ikke? - og hvordan kan han gøre sig klogere end de mange instanser, der findes i forhold til at give asyl? Også det der med, at han siger, hans samvittighed byder ham at gøre det. Så kan man sige: »Jamen, der er også nogen, der har en samvittighed, der byder dem ikke at betale skat«. Skal man så sige, min samvittighed kommer før loven?«.

Den gamle overrabiner er her langt mere skeptisk over for magter og myndigheder. Han kender eksempler på så dårlig asylsagsbehandling, at han næsten ikke ser nogen vej uden om civil ulydighed, og denne skepsis gælder også andre områder, navnlig sundhedsvæsenet:

Melchior: »Og jeg siger, at der laves fortsat for mange fejl, og myndighederne fortsætter med at anse kritiske bemærkninger som i bedste fald utidig indblanding, i værste fald fjendtlighed. Du siger, at det danske sundhedsvæsen er meget bedre end sit rygte. Så der ser du, hvad der sker, når folk går hen og bliver politikere«.

Også erhvervslivet, navnlig medicinalindustrien, har de forskellig vurdering af. Melchior ser ikke med milde øjne på industriens forvaltning af f.eks. aids-medicin, mens Khader forsvarer firmaerne, også mere grundlæggende:

Khader: »I øvrigt synes jeg, det er problematisk, at man ofte betragter det private erhvervsliv eller forskere for den sags skyld, som om de var skurke alle sammen. Der er en opdeling af dem og os, altså som om de er nogle onde mennesker, der ikke v