Turen går til Mars

Lyt til artiklen

I sommer var Mars meget tæt på Jorden - tættere har den ikke været, siden neandertalerne rendte rundt på vores planet. Endnu tættere på den røde planet kan man komme i Jens Kertes bog om 'Mars og marsmanden', Jens Martin Knudsen, der er en kendt dansk rumforsker og -formidler. Mars er en rød og kold planet, men den er også meget mere end det. Den er inspiration til årtusinders spekulationer og fantasier. Der er blevet taget varsler af dens gang på himlen, og utallige bøger og film er skrevet og indspillet med denne planet som omdrejningspunkt. Trods clairvoyante mediers møde med intelligente væsener og afdøde menneskers sjæle på Mars har planeten ingen ydre tegn på liv. Men der er visse tegn på, at der var liv på Mars, før den kølede ned og alt vand frøs til is. Derfor bærer Mars måske kimen til at forstå nogle af de største spørgsmål: Hvordan opstod livet? Opstod det kun her på Jorden, eller er det opstået mange gange i universets historie? Og det er en af grundene til, at forskerne er så interesserede i den røde planet. Både spekulationer, fantasier og videnskab har en rolle at spille i bogen. De forskellige forestillinger, man har haft om Mars igennem tiden, bliver til et lille stykke videnskabshistorie, og i kapitlet om 'Marsfiktion' får vi forklaringen på, hvorfor marsmænd er grønne. En lille anekdote i bogen fortæller, at man i Frankrig i 1901 udskrev en konkurrence, hvor den første, der fik kontakt med et ikkejordisk væsen, ville få 100.000 franc. Marsboerne blev dog undtaget, da det ville være for let! Det vides ikke, om dusøren stadig eksisterer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her