I foråret 2000 vælger en ung mand på 21 år, Jacob Aue Sobol, at tage til verdens ende, Østgrønland, for at fotografere et lille samfund, bygden Tiniteqilaaq, 'Sundet, der løber tørt ved lavvande'. I dag, tre år senere forstår vi, at beslutningen om at rejse til det ukendte sted, var den rigtige. Jeg har mødt fotografen en enkelt gang, da han præsenterede sine første billeder i Diamanten. En lille samling billeder af en grønlandsk ung kvinde med menstruationsblod løbende ned ad benet. Et forelsket billede, der var så forskelligt fra andres. En rå skønhed, nøgen i et hvidt landskab. En smuk kvinde med rund mave, stærke arme, bløde deller under brystet. I dag er bogen og forelskelsen vores. I et land med en kultur, der stadig findes i de mindste samfund. Og maven trækker sig sammen i længsel efter det enkle liv, hvor menneske og natur er forbundne, så længe mennesket overlever. Og det gør de, grønlænderne i de små bygder, hvor der er stor fattigdom, men også en afhængighed af hinanden, fordi ingen ved, hvad morgendagen byder.
Rå, flænset kærlighed
Lyt til artiklen
