Som altid virker Jørn Lund i 'Den sproglige tilstandsrapport' smittende fascineret af sprog. Intet undslipper ham. Stort og småt står ryg mod ryg. Ét afsnit kommenterer råddent blomstervand i offentlig debat, og her svinger Lund sig op til at sige »stærkt kritisabelt« om aktuelle tendenser. Næste afsnit behandler »trykfejl i talesproget«, det vil sige, at trykket rykker enten til højre eller venstre. Og så kommer vi også ind på beslægtede (?) fænomener som opdeling af ord i flere (a la engelsk), store bogstaver inde i ord og lignende. Eksemplerne er i plet, men med alt dette i samme klumme ender vi i den causerende genre og går glip af de bud på analyse, eller forklaring, som sprogforskeren Lund kunne have givet. Hvad mener han selv? Ingen sprogiagttagere har så velpudsede hørebriller som Jørn Lund. Men hvad mener han selv, og hvordan vil han begrunde det? Ofte virker det, som om han står for samme 'deskriptivisme', som især sprognævnets eksformand Erik Hansen stod for, og som ofte gav politisk modvind. Deskriptivisme vil sige, at man begrænser sig til, hvordan sprogtilstanden er, f.eks. at en given sprogbrug forekommer og er i vækst frem - men man vil ikke være 'normativ' og sige, om den er rigtig eller forkert, god eller dårlig. Dette var og er et sprogvidenskabeligt dogme; værdidomme var ikke videnskab. Sådan fremtræder Jørn Lund også mest som eksperten, der slet og ret registrerer, hvad der rører sig. Men er det bare det at registrere, der fascinerer ham? Ironisk distance Selv skriver han: »Personlig går jeg ind og beskriver ændringerne i sprog og sprogbrug uden at tro, at det kan ændre på sprogudviklingen - og jeg går ikke ud med bål og brand, højst med en ironisk distance«. Her ironiserer han både over de nymodens vendinger 'gå ud' og 'gå ind' og over forstokkede normativist-synspunkter. Selv nøjes han med ironisk distance. Men den er jo også normativ, en smagsdom om man vil, bare en helt personlig, uledsaget af en ræsonnerende, videnskabelig begrundelse. Bogen hvæsser ens appetit på, at Lund behandler principielle spørgsmål. Den rene, tilbagelænede deskriptivisme har domineret for ensidigt i dansk sprogvidenskab og sproglig rådgivning; omvendt har politikere og læserbrevsskribenter vrøvlet for meget om nutidssprogets dårligdom. Glimt af normative principper Lund kunne artikulere en intelligent tredje position. F.eks. kunne han sige noget mere om, hvorfor visse forskydninger er naturlige og hverken kan eller bør standses - mens andre er uheldige og bør modarbejdes af undervisere, sprognævn osv. Hvordan kan den slags sondringer opstilles? I forordet antydes, at Lund og andre indviede har en skala, der blandt andet definerer »kosmetiske«, henholdsvis »kritiske« skader i sproget. (Skader?!). Hvordan? Og ofte giver bogen glimt af normative principper, der kunne begrunde andet og mere end ironiseren, f.eks. om den tiltagende brug af ordet 'vælge' - den er inflationær, fordi vi efterhånden »får svært ved at finde et ord af passende tyngde, når vi virkelig træffer et valg efter mere indgående overvejelser«. Her er vi i gang med at lære noget ud over iagttagelser om enkeltord. Det er uretfærdigt at kræve principielle perspektiver i alle denne bogs korte, causerende tekster. Lund skal have tak for, at han, med stilfærdig humor, skærper vor sproglige undren og iagttagelsesevne. Men man gad nok se ham komme mere ud af den ironiske observatørbusk, ud, hvor der virkelig er noget at diskutere.