Den gennemlogiske 'Krigskunsten' har sikkert haft flere militæreksperter som forfattere, men tilskrives for nemheds skyld én forfatter: Sun-tzu. Efter 11. september kunne Amerika retfærdiggøre sin krig i forhold til Afghanistan, mens det kneb med at retfærdiggøre sit forhold til Irak, fordi motivet mere lignede olie end sikring af demokratierne. Og dette forårs afsløringer af tortur på irakiske krigsfanger er lige ud en skændsel. Ifølge Sun-tzus krigslære er Irakkrigen endnu en af disse krige, der har trukket alt for længe ud, og så taber man: »Der har aldrig eksisteret en stat, der har draget fordel af en langtrukken krig« og: »I krig gælder det om at sejre: Det gælder ikke om at kæmpe længe«. Bibliotekarer siger, at 'Krigskunsten' er efterspurgt på de danske folkebiblioteker. Hvorfor er den så interessant? Det er der mindst to grunde til: aggression på den ene side og tilbageholdenhed på den anden side. Påvirkninger fra antik kinesisk filosofi 'Krigskunsten' er blevet til før trykkekunsten og er ultrakort, den fylder knap 50 sider i Østergårds oversættelse. Den er formodentlig blevet til i det tredje århundrede før vor tidsregning, nogenlunde samtidig med at byen Rom begyndte at blive stærk i vores del af verden. I 'Krigskunsten' bliver krigen opfattet som ødelæggende kostbar, samtidig med at den er et vigtigt instrument for staten. I alt er der 13 kapitler, bl.a. 'Beregninger', 'Kampen', 'At lede hæren på march' og 'Terrænets former', mens titler som 'De ni forvandlinger' og 'Form' viser påvirkningen fra antik kinesisk filosofi. Teksten selv er også dobbelt: Den er både poetisk stram, fyndig, næsten meditativ, ligevægtig, når den prøver at holde balancen i forhold til de mange kræfter, som tørner sammen i en krig. Samtidig er teksten åbenlyst opportunistisk, praktisk, jordnær, brutal og går ind for bedrageri. Den vedkender sig altså begge dele: Både den veloplagte aggression, og samtidig argumenterer den igen og igen for påpasselighed. Aggressionen først: »Al krigsførelse bygger på bedrag. Man er i stand til at angribe, men viser, at man ikke er det. Man har til hensigt at bruge våbenmagt, men viser, at man ikke har det«. Krigen er et større narreværk, hvor det handler om at føre fjenden bag lyset, og det stopper ikke der, det er også god taktik at få fjenden til at dumme sig: »Er fjenden rasende, tir ham! Er fjenden ydmyget, hovér over ham! Hviler fjenden, sørg for, at han får travlt!«. Samtidig med at 'Krigskunsten' er inspireret af antik kinesisk filosofi, er den også kontant, hårdfør, ligefrem. Og den røde tråd gennem det hele er forberedelse og kendskab til sig selv og fjenden. 11. september Alt det er aggressionen, men så er der også tilbageholdenheden. Krig skal helst udkæmpes på tre niveauer, før den åbenlyse blodsudgydelse: »Den bedste måde at føre krig på er ved at ødelægge fjendens planer; den næstbedste måde er ved at ødelægge fjendens alliancer; den tredjebedste måde er ved at ødelægge fjendens hære; den dårligste måde er ved at angribe fjendens byer«. Efter 11. september kom der et hav af baggrundsartikler og også dybsindige kronikker, som gjorde sig klog på terrorismen, og hvorfor Twin Tower i New York var blevet bombet. I en kronik om 'Terrorismens teater' (Pol. 21.10.01), har den britiske forfatter John le Carré sagt, at 11. september især er vores efterretningstjenesters fejltagelse, dvs., de skulle have optrevlet Osama bin Ladens planer allerede på niveau 1 eller forpurret hans alliancer på niveau 2. Nu lykkedes det i stedet for Osama bin Laden at holde både sine planer og alliancer skjult for de respektive landes efterretningstjenester. Men ifølge 'Krigskunsten' var bin Ladens angreb altså den værste måde at føre krig på.