0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fede svin, tykke læs, brilleabe, luder, smatso

21 børn og unges beretninger om mobning er hjerteskærende læsning.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er min egen skyld, for der er noget forkert ved mig. Jeg skammer mig. Og far og mor skal ikke vide noget, for så bliver de kede af det.

Det er det hjerteskærende budskab gennem næsten alle de 21 beretninger om mobning, som Charlotte Strandgaard i samarbejde med nu afdøde Poul Majgaard har samlet i bogen 'Tænk hvis det var dig'.

Og hvis man tror, at den svenske forfatter Jan Guillous historie i bogen og den nyligt udsendte film 'Ondskab' om hans liv på en nazistisk inspireret, svensk kostskole i begyndelsen af 1960'erne er fuldstændigt ekstraordinær i sin gru, så kan man godt tro om igen. Det eksisterer, i Danmark, i år 2004.

Trods tilsyneladende vellykkede kampagner mod mobning, trods kærlige forældre og velmenende lærere er der stadig børn, som brækker sig af angst hver morgen, før de skal i skole.

Frokost på toilettet
For Zarina, i dag 19 år, begyndte det allerede i børnehaveklassen. Hun var for tyk og hed derfor Fede svin fra dag ét, og da hun ikke kunne komme over springhesten til gymnastik, begyndte hun at græde. Så var festen i gang, og den fortsatte til og med 9. klasse.

I 1. klasse fik hun hjernerystelse, fordi hendes hoved blev hamret hårdt ind i en murstensvæg, i 2. klasse blev hun ustandselig skubbet ned ad trapperne med forstuvede fødder og skrabede ben til følge, i 5. og 6. blev hendes fingre brækket af led. Hun lærte sig selv teknikken med at skubbe dem på plads igen. Og tilbragte i øvrigt så vidt muligt alle frikvarterer på wc. »Jeg har ikke syntes, det var særlig hyggeligt eller hygiejnisk at sidde og spise på et snavset toilet, men dér var jeg sikker bag en låst dør«.

I 7. eller 8. klasse - hun husker det ikke så nøje, for de år står i en tåge for hende - prøvede hun at skrive om sine problemer i en stil.

»Læreren gav mig et klap på skulderen og sagde, at det gør vi noget ved på næste forældremøde. Men det blev ikke til andet end: »I skal være søde ved hinanden. I skal behandle hinanden pænt. Skal vi så gå videre til næste punkt?«. Dagen efter fik Zarina endnu flere tæsk, end hun plejede.

Vandfald af tårer
Man forstår godt, at hun blev himmelfalden, da hun efter 9. klasse kom på en ny skole, hvor en dreng blev bortvist i tre dage, fordi han havde kaldt hende Tykke læs. Og på fjerdedagen kom han hen og sagde undskyld. Zarina blev der i to år, »de bedste to år i mit liv«. Nu går hun i gymnasiet, hvor hun ikke bliver mobbet, men angsten er der stadig. »Jeg vil ikke lægges mærke til. Jeg har det bedst, hvis jeg får lov at sidde for mig selv i et hjørne«.

William, 17 år, havde et træ i en lille lund ved skolen, hvor han gemte sig, når det blev for slemt. Der var andre gemmesteder, »nede bag pavillonerne, nede ved søen. Jeg var hele tiden i bevægelse langs skolens grænser«. Mads, 13 år, havde et sted under en bro. »Jeg turde ikke gå derfra, lige når de havde tæsket mig. Jeg ventede, holdt udkig, til de var gået hjem. Det var ikke hver dag. Det var hver anden dag«.

Drengene er de mest voldelige og mobber både piger og drenge. Pigerne mobber mere psykisk og især hinanden, hvisker og tisker, holder offeret uden for fællesskabet. »Sara må ikke komme med. Hvis hun kommer med, kommer ingen«, sagde klassens lederpige før en fødselsdag.

Så Sara, 11 år i dag, blev ikke inviteret. I klassen blev hun kaldt Brilleabe, Luder, Smatso, Kælling og forskelligt andet. Men hun græd først, når hun var kommet tilpas langt væk fra skolen. »Ved fjerde træ efter byskiltet var det sikkert. Dér kunne ingen se mig. Der kom et helt vandfald nogle gange«.

Skolen er en risikofaktor
Og hvor er så lærerne, mens de arme unger mishandles? Der er mange historier om gårdvagter, der ikke ser eller altid er et andet sted end der, hvor det foregår. Om lærere, der slår det hen med, at børn jo driller, og sådan er drenge, og du er for nærtagende. Og som i øvrigt ikke vil blandes ind i noget.

Men der er også lærere, der handler, og konkret handling er det, der skal til, fremgår det af beretningerne og af Charlotte Strandgaards forord. Det er fint nok at holde møder og vedtage planer, men mobning kan ikke snakkes væk.

Det samme skriver den norske børneombudsmand Trond Waage i et efterord, hvor han kalder skolen »en af de farligste risikofaktorer for børns opvækst«. »Kampagnernes tid er forbi«, siger han. Der skal handles nu, ikke i morgen, og »voksnes fejhed må erstattes af tydelige ledere med handlekraft«.

'Tænk hvis det var dig' er en vigtig bog. Og den kan læses også af dem, den handler om, sproget er mundret og tilgængeligt. Det er baseret på båndoptagelser, fortæller forfatteren, der understreger, at alle historier er sande, også de meget voldsomme. Man ville næsten ønske, at de ikke var.