Der er i årene både før og efter sovjetsystemets kollaps kommet adskillige bøger om sovjetstatens omfattende brug af terror, indespærring, vilkårlige henrettelser, forvisning og tvangsarbejde. De har været præget af forskellige grader af indignation, jo mere fortvivlet og skinger, jo sværere omgivelserne var at råbe op. Men i de senere år er det ikke nødvendigt at løbe de langt om længe åbne døre ind. Det er kommet Ann Applebaum, kommentator ved Washington Post, til gode. Revolutionen åd sine egne børn Hendes store værk, 'Gulag', lever heldigvis ikke op til den primitive, overbydende bagsidetekst, som slutter med at kalde Applebaums bog »et tragisk vidnesbyrd om, hvordan en ond ideologi kan udvikle sig til en befolknings mareridt«. Heldigvis ligger forfatterens bog langt fra forlagsredaktørens. Hun har nydt godt af alle pionerernes, vidnernes og faghistorikernes oplysninger, og nu har hun så skrevet den bog, hvor almindelige mennesker kan få alt det at vide, de behøver, om dette verdenshistoriske fænomen: At en hel kultur, og i dette tilfælde et enormt territorium, kommer i en tilstand, hvor det forekommer helt naturligt at spærre store grupper af medborgere inde, bruge dem som slaver eller udrydde dem. Et maskineri, hvis drivkraft er frygt, og som ret hurtigt bliver selvkørende og tager magten fra alt og alle. Det er nemlig vigtigt ikke at glemme, at et stort antal af ofrene selv var begyndt som bødler i en eller anden grad. Derfor er det så rammende at tale om, at revolutionen åd sine egne børn. Monstrøse summer Gulag - af lægfolk bedst kendt fra Solsjenitsyns dokumentarværk 'Øhavet Gulag', for hvilket han blev arresteret og landsforvist i 1974 - er akronym for de russiske ord Glavnoje Upravlenije Lagerej, 'Hovedstyrelsen for lejrene'. Gulag er siden blevet synonymt med selve det undertrykkende sovjetiske system og efterhånden vel med ethvert undertrykkende system. Det er således ikke et enkelt historisk fænomen, vi bliver klogere på i Applebaums bog - det er på mange måder et studie i statsmagt, der løber løbsk. Og i de sider af mennesket, der kommer frem, når man skræmmer, piner eller frister det nok. Ordet gulag stammer fra midten af 1930'erne, da man omorganiserede forholdet mellem justitskommissæren (som stod for de 'almindelige' fængsler og det regulære retssystem) og det hemmelige politi, på det tidspunkt kaldet OGPU (senere KGB). Antallet af fanger under OGPU (det betyder 'Den forenede statslige politiske styrelse') steg mellem 1928 og 1930 fra 30.000 til 300.000, i 1931 kom de 'særdeporterede' bønder til, og midt i trediverne kontrollerede OGPU hele sovjetunionens kolossale styrke af tvangsarbejdere. Dertil indrettede man Hovedstyrelsen - Gulag. At tale om 'styrke' i forbindelse med lejrfangerne er en bitter ironi, for dels var de alle gennem årene i forskellige grader af afkræftelse - af de ca. 20 millioner, der gik gennem systemet mellem 1920 og 1953, kom ca. 4,5 millioner aldrig tilbage. Men tallene er usikre. Og når man har læst om Pol Pot og er vokset op med viden om Holocaust, så kan tallene med de mange nuller ikke rigtig gøre indtryk i sig selv. De er ufattelige. Jane Applebaum gør da klogeligt heller ikke andet ud af tallene, end at hun giver os dem på de relevante steder i sin fremstilling. For vi skal og vil jo vide, hvor mange, hvornår og hvor. Dels fordi emnet er for alvorligt til løs snak. Dels fordi der vel ellers kan komme en eller anden galning og benægte, at hele det absurde, blodige cirkus fandt sted. Uskinger menneskelighed Det, der - imod min noget overmætte mangel på forventning - gør denne bog til en både intellektuel, moralsk og æstetisk tilfredsstillelse, er dens stringente, klare opbygning, dens uskingre menneskelighed og dens luftige, smidige sprog, som rammer fint midt imellem objektiviteten og de små tegn på forfatterens tilstedeværelse. Den er også er godt oversat, trods et par smuttere (f. eks. 'griseunge' for 'pattegris' og Karenskij for Kerenskij) og skæmmende lemfældig omgang med skønlitterære citater. (F. eks. er et digt af Mandelsjtam taget fra en 'løseligt baseret' engelsk udgave, skønt der findes fin dansk oversættelse.) Set i lyset af fejlkildernes mængde i en bog som denne tjener det dog oversætter og forlag til ære, at de har benyttet sig af en fagkvindes ekspertise. I 'Gulag - historien om de sovjetiske straffelejre' - får læseren overblik, forståelse og nogle konkrete, illustrerende eksempler, som ofte og effektivt giver de involverede mæle. Og mælet betyder som bekendt alt for bevarelse af den menneskelige værdighed. Først når mælet er taget fra mennesket, kan man dæmonisere det. I sin introduktion, som er en hel lille 'Lejrenes historie', påpeger forfatteren, at det er umuligt at behandle lejrene som et isoleret fænomen. »Gulag voksede og udviklede sig på forskellige steder og tidspunkter sideløbende med andre begivenheder«. Her nævner Applebaum: 1: Sovjetunionens historie, 2: fængslers og deportationers historie og 3: det specielle intellektuelle klima i det kontinentale Europa midt i det 20. århundrede. Bolsjevikkernes inkonsekvens »Gulag dukkede ikke op af havet en dag, fuldt udviklet, men afspejlede snarere en række normer, som kendetegnede det omgivende samfund«. Med andre ord: hvis lejrene var uhumske, fangevogterne brutale, og arbejdsholdene gjorde deres bedste for at snyde, var det til dels, fordi uhumskhed, brutalitet og snyd fandtes i overmål i andre sfærer af livet i Sovjet (og i Rusland før revolutionen, tilføjer vi herfra). I visse perioder var dødstallene lige så høje uden for som i lejrene. Applebaum skriver videre i sin introduktion, at det ikke er hendes ærinde at sammenligne de sovjetiske og nazistiske lejre. Men man kan ikke springe over emnet, skriver hun. Og har man læst om, hvordan jøderne blev dæmoniseret i Tyskland, kan man bedre forestille sig den samtidige dæmonisering af diverse folkefjender i Rusland. Også de to systemers industrialiserede indespærring er indbyrdes beslægtede - de første lejre i Sovjetunionen var opført oven på lejre til krigsfanger fra Første Verdenskrig - ligesom de er beslægtede med kolonitidens arbejds- og koncentrationslejre. Et gennemgående træk i bogen er påvisningen af, at bolsjevikkerne og siden Stalin på intet tidspunkt var konsekvente, med hensyn til hvad der var lejrenes formål - selv om Stalin altid forenede 'det nyttige med det behagelige', i og med at han kombinerede undertrykkelse og arbejdskraft. Ideologien svingede mellem at ville have gratis arbejdskraft til industrialiseringen og kolonister til de ressourcerige randområder, isolere fjender og forbedre forbrydere. Lenin nærede ambivalente følelser over for at straffe kriminelle, fordi han betragtede dem som potentielle allierede, men også fordi han mente, at når kapitalismen og 'udnyttelsen af masserne' forsvandt, ville den 'sociale umådeholdenhed' (dvs. kriminalitet) også forsvinde. Der fandtes ikke 'individuel skyld', og straf skulle 'ikke ses som en hævn'. Applebaum kan her ikke nære sig for at påpege, at bolsjevikkernes første definition på kriminalitet ville have varmet hjerterne hos visse progressive vestlige kriminologer ... Henrettelser på bestilling Bogen vier godt (det vil sige 'lidt over!') 100 sider til Gulags oprindelse fra bolsjevikkernes magtovertagelse, herunder vendepunktet i 1929, hvor lejrene blev sporet ind på økonomisk effektivitet som mål. Året før Stalins død kontrollerede lejrenes ministerium ni procent af alle kapitalinvesteringer i Rusland. Stalin ville - i sin besættelse af Peter den Store - bruge tvangsarbejdere for med vold at komme ud af Ruslands tilbageståenhed. Men hvor Peter den Store - hans forbrydelser ufortalt - faktisk flåede Rusland ud af fortiden, så bevirkede Stalin, at Rusland kvaltes i en hidtil ukendt form for industrialiseret barbari. Under den såkaldte store terror lignede bestillingerne på henrettelser en bureaukrats ordre i en femårsplan: 30. juli 1937 kom der således bestilling på: 1.500 aserbajdsjanere, 500 armenere, 2.000 hviderussere, 2.000 georgiere, 250 kirgisere, 500 tadsjikere, 500 turkmenere, 750 usbekere osv., osv. Det var bare 'første kategori', dvs. henrettelse. Der var flere i anden kategori, som var koncentrationslejr mellem otte og ti år ... Påskud kunne man altid finde, og mere ihærdige lokalafdelinger anmodede om tilladelse til f. eks. at skyde yderligere 700 mennesker. Nærværende synsvinkel Mindre historisk interesserede vil måske især gribes af bogens 300 sider om 'Livet og arbejdet i lejrene' om arrestation, transport, vagterne, kvinder og børn, strategier for overlevelse (herunder kollaboration), oprør og flugt. Tredje og sidste del handler om lejrenes storhedstid og fald: tiden fra Anden Verdenskrigs begyndelse til 1986. Herunder om alle de 'fremmede', både tilfældige udlændinge i lejrene og systematisk deporterede folkeslag (f. eks. tjetjenerne). Blandt Gulag-fangerne var naturligvis også rigtige krigsforbrydere og nazi-kollaboratører (efter krigen) og »mennesker, som under ethvert regime ville have siddet i fængsel eller burde have siddet i fængsel«, som en overlevende har mindet Applebaum om. Til bogens sidste del hører både Stalins død, tøbruddet, løsladelserne og dissidenternes æra. Noget af den tid er velkendt hos os, men nok ikke lejrenes indre konflikter, fangeoprør og økonomiske problemer, de akavede møder mellem tidligere fanger og forhørsledere i Moskvas gader, angivernes skyldfølelser, møder mellem gamle venner, den ene efter et halvt liv i lejre, den anden velbjerget sovjetborger. Millioner af menneskers tilbagevenden fra lejrene og deportationsstederne må have været en rystende oplevelse for alle andre indbyggere i Sovjetunionen, skriver Applebaum med den evne til nærværende synsvinkel, som er med til at gøre denne bog så god. Som sagt: lad ikke bagsideteksten skræmme Dem fra et berigende bekendtskab.