I årene fra 1800 og i de næste halvtreds år blev der i Danmark frembragt så megen kunst i alle genrer og i alle former, at man med rette har døbt perioden for Guldalderen. Blandt forfatterne var det folk som Oehlenschläger, Christian Winther, Søren Kierkegaard, Grundtvig og for ikke at glemme ham, der blev den mest lysende stjerne, H.C. Andersen, samt et helt bundt til, som foldede sig ud. I musikken blandt andre Weyse og Kuhlau, hos malerne Eckersberg, Købke, og blandt billedhuggerne var det Thorvaldsen, som ganske vist først kom hjem, da Guldalderen så småt var ved at klinge ud, der lyste op. På hjemmebanen Vi ved noget om dem som privatpersoner, for der er blevet forsket i dem, men hvordan de havde det på hjemmebanen eller rettere, hvordan de opførte sig over for hinanden derhjemme i dagligstuen og ude i byrummet, ved vi ikke så meget om. I al fald er det ikke blevet præsenteret så barsk og lige ud som i Dorthe Sondrup Andersen 'Guldalderen uden forgyldning'. Herskabernes indespærrede kvinder I byrummet kunne man se og høre mange ting, for Guldalderens københavnere - og det var i København det hele foregik - var et fodfolk. Det var ikke kun Kierkegaard, der løb byen rundt. Og der blev sladret på gader og stræder, og man kan, når man har læst Dorthe Sondrup Andersens bog om Guldalderens mennesker høre sladderens mange stemmer bruse gennem byen om Kierkegaards forlovelse, om den alt for foretagsomme Christiane Oehlenschläger, om Christian Winthers håbløse steddatter, om hans kone, som konsekvent blev omtalt som den bortløbne præstekone. Man gik mere op i, at hun var rendt fra manden end i årsagen, nemlig at han havde gennempryglet hende med et spanskrør. Åh jo, der blev sladret, selv om man naturligvis ikke fik det hele at vide. Men tidens mennesker lyttede - som vi - til sladderen, og de har sikkert - nøjagtig som vi - nydt den. Det er i høj grad sladderen og fnidderet, man (gen)finder i 'Guldalderen uden forgyldning'. Måske ville en rettere titel have været 'Sortalderen', for Guldalderen er i Dorthe Sondrup Andersens optik en trang og uhyggelig tid. En tid, der især var slem for kvinderne, spærret inde som de var, uden mulighed for at forsørge sig selv, hvis de da ikke var pisket til det, fordi de hørte til i den tjenende klasse, og den regnede man ikke med. I al fald er der ikke efterladt nær det materiale fra den som fra dens herskaber, så det er herskabernes indespærrede kvinder, der er hovedpersonerne i bogen. Ægteskaber på vrangen Dorthe Sondrup Andersen fortæller om kampen for at få sig en mand, inden man var blomstret af, om at leve spærret inde uden mulighed for anden selvudfoldelse end at brodere og at skrive breve, når først børnefødslerne var overstået. Hvis ægtemanden var ældre end en selv og af denne grund gik heden først, hvilke livsmuligheder havde man så? Og hvis man ikke blev gift, hvad så? Skyggetante, sandsynligvis. Dorthe Sondrup Andersen opregner en lang række af Guldalderens kvinder og deres ganske hårde liv, og lægger dramatisk op til en præsentation af den kvinde, som hun ser som den, der for alvor »skrællede idyllen af det ægteskabelige samliv i det bedre borgerskab, hvor mand og kvinde uden noget som helst åndeligt fællesskab kæmpede ryg mod ryg for at holde menagen kørende ...«, nemlig Mathilde Fibiger. Det var hende, der med bogen 'Tolv Breve' »stak fingeren lige ind i pardannelsens betændte øje og drejede godt rundt«. Det er en lang række ægteskaber på vrangen Dorthe Sondrup Andersen præsenterer os for i et højtgearet fortælleleje, et leje som i længden bliver en anelse enstonig, men som er med til at smelte ikke blot forgyldningen af tiden og dens mennesker, men også formår at brænde næsten hver en trævl af dem, så de står lige så afklædte og nøgne tilbage som det berømte par efter æblespisningen i den bekendte have. Det er på mange måder et forfriskende anderledes møde med 1800-tallets mennesker, om end de ikke fremstår synderlig sympatiske. Men det vil vi antagelig heller ikke gøre, hvis der skulle være nogen, som fandt på at kigge på os om 150 år.