Borderline eller grænsepsykotiske tilstande er en af de hyppigste og mest pinagtige psykiatriske lidelser. Omkring to til tre procent af befolkningen har en borderlinetilstand af en eller anden art, og antageligt bliver disse lidelser mere og mere almindelige. Stabil ustabilitet Borderlinepatienter har et meget vanskeligt liv, og de fylder meget i det psykiatriske landskab, fordi de er så svære at behandle. Det er patienter med selvdestruktiv adfærd, som skærer i sig selv eller igen og igen tager en overdosis medicin, som har store problemer i forhold til andre mennesker, og som er panisk angste for både at blive forladt og for at komme for tæt på andre. Humøret og selvfølelsen svinger voldsomt, og borderlinepatienter kan være meget sarte og nærtagende. Det mest karakteristiske er, at de er »stabile i deres ustabilitet« - det er turbulens og uro, der præger dem. Skrøbelig virkelighed Borderline betyder grænse, og den grænse, der refereres til, skiller de klassiske neuroser fra de svære alvorlige psykoser. Der er imidlertid ikke tale om en demarkationslinje, men snarere om et grænseområde, der bl.a. er karakteriseret ved en skrøbelig realitetsforankring. Disse tilstande blev i sin tid opdaget af dels psykoanalytikere, der umiddelbart ikke kunne forstå, at patienterne ikke fik det bedre af klassisk psykoanalyse, som man brugte over for de neurotiske tilstande, dels af psykiatere, der opfattede borderlinetilstande som en form for lettere psykose med en relativt god prognose. Når borderlinepatienten under stressende omstændigheder har det skidt, kan han/hun næsten ligne en psykotisk patient, mens vedkommende under rolige omstændigheder kan virke stort set upåfaldende. Mor og barn Judy Gammelgaard er psykoanalytiker og har med sin nye bog givet os en spændende diskussion af baggrunden for at udvikle en borderlinetilstand. Traditionelt peger man på en medfødt sårbarhed i kombination med enten et traume - mere end 60 procent af borderlinepatienterne kan berette om overgreb eller svigt - eller på en udviklingsforstyrrelse. I sin udvikling mod selvstændighed har det lille barn indimellem brug for at komme tilbage til sin mor for at få en 'følelsesmæssig opfyldning' af tryghed. Teorien går på, at moderen ikke er i stand til at dække barnets behov for indføling og nærvær, enten fordi hun har været fraværende, eller fordi hun har været optaget af andre ting. Gammelgaard skriver, at den egentlige misere sker i det rum, der udvikles mellem mor og barn, som den engelske psykoanalytiker Donald Winnicott kalder for det »mellemliggende område« - heraf bogens titel: 'Mellemværende'. Det er her barnets leg og anvendelse af såkaldte overgangsobjekter foregår, og det er her, det lærer at skelne mellem mig og ikke-mig. Et overgangsobjekt er f.eks. en bamse eller en sut, som barnet udstyrer med noget mor-kvalitet, som kan hjælpe det, når det skal sove eller have trøst. Borderlinepatienter har ikke evnen til at lege eller bruge overgangsobjekter og kan ikke trøste sig selv eller være alene uden at føle en form for angst eller forladthed. Sofistikeret blik Refereret i kortform lyder det måske banalt, men Judy Gammelgaard har fat i noget helt centralt og hidtil ubeskrevet om disse vanskelige psykiske lidelser. Hendes teori kaster også lys over, hvad det er, der sker, når mennesker i al almindelighed er sammen, og som sådan har bogen et bredere sigte. Selv om Judy Gammelgaard gennemgående skriver meget klart om et svært emne, er bogen dog meget inhomogen, og sine steder ganske vanskelig at læse. Dette rokker imidlertid ikke ved, at vi her har en sjælden original tænker med et sofistikeret blik, hvis teorier overbevisende føjer sig ind i den internationale diskussion om borderlinetilstande.