Man må finde sit skakspil frem, hvis man skal finde noget, der har lige så sort-hvide spilleregler som Gorm Valentins musikfotografier. Ingen andre herhjemme har med samme konsekvens og med så genkendelig en stil viet sit professionelle liv til at fotografere musikken. Gorm Valentins fotografier har opdraget generationer af musikglade fotografer. Faderrolle Indimellem har man nærmest indtryk af, at hans særlige stil var faderbilledet, yngre musikfotografer måtte bekende sig til eller gøre oprør imod. Det er en imponerende stringens, man bliver vidne til i 'Sort på hvidt'. Hvordan laver man billeder af musik? Sol, måne og stjerne Valentins strategi har fra starten været at arbejde bevidst og meget musikalsk med de få elementer, der er tilgængelige, når man vil tæt på: Ansigtet, instrumentet, hænderne, lyset og mørket. Musikken udspiller sig som et lys i et sort rum. Lyset er bevægelsens spiritualitet. Spotlyset er både sol, måne og stjerne. Scenen er sat. Musikken kan spille. Og fotografen tage sit billede, der på et øjeblik skal indkapsle både musikeren og musikkens essens. Spiller med og lever sig ind Jazzmusikken står Gorm Valentins hjerte nærmest. Det kan man simpelt hen se. Han har taget definitivt ikonografiske fotografier af rockkunstnere som Nico, Keith Richards, Ray Charles, Bob Marley og Van Morrison. Han har indfanget David Bowie som tynd hvid hertug og Tina Turner som selve rock'n'roll-musikkens hidsige sensualitet. Men i rockmusikken skildrer fotografen i højere grad et udadvendt show. Her går det løs. Ført i felten af frontfigurer klistret til en mikrofon. Og mikrofonen som gentagelseselement får i Valentins rockfotografi aldrig samme status som spotlyset. Mikrofonen er snarere en modstander, det er svært at drible uden om. Sin enestående musikalske indlevelsesevne har han igennem årene udfoldet i jazzfotografiet. Her dokumenterer han ikke. Her spiller han med. Her lever han sig ind. Med lys og mørke, en kompositionssans, der aldrig er mindre end stram, og en enestående evne til at fremhæve den enkelte musikers personlige udtryk. Vender energien ind eller ud? Er musikkens hjerte fysisk hårdtspændt eller spirituelt søgende? Man kan se det. Ja, man kan næsten høre det. Rummer en verden af ensomhed Gorm Valentins indsats som jazzfotograf er en stædig kulturhistorisk indsats. Freddie Hubbard, Max Roach, Elvin Jones, Art Blakey, Dexter Gordon, Sonny Rollins og Chet Baker er blandt de store musikere, der har resulteret i pragtfuldt koncertfotografi, som ikke ses mere stilsikkert noget sted i verden. Men også yngre folk som Brad Mehldau og Mattias Svensson skiller sig ud. Skal man pege på en særlig kærlig specialitet, er det trommeslagernes vitalitet. På 'Ray Pitts 2002' nærmer Valentin sig det syrede og surrealistiske uden at miste stramheden i det sort-hvide koncept. Billedet af Oscar Peterson og Count Basie bag scenen i Tivolis Koncertsal i 1979 rummer en hel epokes vemodige eftertanke. Chet Baker fotograferet i et hotelværelse, ja, det synes næsten at rumme en hel verdens inderste ensomhed. Diskretion og ydmyghed Præsenteret i sammenhæng fremstår Gorm Valentins jazzfotografi som en mesters genredefinerende værk. Konservativt koncentreret om det personlige udtryk. Jazzen og dens hoffotograf er på det punkt to sider af samme sag. Kunstnerportrætterne står også stærkt. Mindre homogene er det af mange grunde mere flyvske og underforstået farvestrålende rockfotografi. En serie fotografier fra 'musikfotografen i civil' er mindre opsigtsvækkende. Overvejende Cartier-Bresson-inspirerede stemninger fra gadeliv i ind- og udland. Man skal finde lup og læsebriller frem, hvis man skal identificere personerne og årstallene. Det er lige diskret nok. Men denne naturlige diskretion og ydmyghed over for den store kunst er måske en del af forklaringen på, at Gorm Valentin først nu, hvor han har passeret de 60, får samlet værket i en billedbog. Det er på tide. Det er på sin plads. Se, musikken spiller for manden, der lytter med kameraet. Det er sandt, og nu er det dokumenteret sort på hvidt.