Michael Linden-Vørnle er astrofysiker. Han arbejder ved Tycho Brahe-planetariet, og han vil for de fleste danskere være et forholdsvist velkendt navn (i hvert fald i forhold til landets andre astrofysikere), for det er ganske ofte ham, der optræder i tv eller i avisernes spalter - også Politikens - når en ny astronomisk opdagelse skal forklares. Det gør han godt. Som mange forskere fra hans generation er der for Linden-Vørnle ikke et modsætningsforhold mellem at være seriøs og være populær. Jens Kerte er journalist. Politikens læsere kender ham for hans lange virke her på avisen. Og i denne sammenhæng også fra hans bog om og med Linden-Vørnles tidligere lærer og mentor, Mars-specialisten Jens Martin Knudsen, der døde for nylig. Ridderslag Bogen om 'Marsmanden' Knudsen blev en bestseller, båret af Knudsens fascination og smittende fortællinger, og Kerte og Knudsen havde planlagt at lave en opfølgning om livet i universet. Den nåede de dog ikke at lave før Knudsen døde. Men inden da, fortæller Kerte i sin nye bog 'Universet - dødt eller levende', foreslog Jens Martin Knudsen selv, at hans tidligere elev Linden-Vørnle skulle overtage hans plads i bogens tre interviewkapitler. Et sådant 'ridderslag', som Kerte beskriver det, kunne Michael Linden-Vørnle ikke sige nej til. Og hvem kan egentlig fortænke ham i det. Skuffende resultat Så setuppet for bogen ser godt ud: vi har journalisten, der gjorde Marsmandens historier til en bestseller. Vi har Marsmandens åndelige arvtager - med testamente og det hele - og vi har et helt univers, der er fyldt til bristepunktet med store spørgsmål om liv eller død, om meningen med det hele (hvis der da er nogen) og om vores plads i den suppedas. Det kan der da kun komme noget godt ud af. Desværre fandt jeg det ikke. Bogens knap 220 sider giver den standhaftige læser en rundtur i et af de mest interessante emnefelter, videnskaben i dag (og nogensinde efter min overbevisning) har beskæftiget sig med. Men bogen kommer aldrig rigtigt op at flyve. Mange gange sidder man tilbage med en fornemmelse af, at vi lige er skøjtet igennem en masse interessant, men vi er efterladt med flere spørgsmål, end vi startede med. Hvis læsningen så i det mindste havde udstyret os med bedre spørgsmål, ville det være i orden. Så ville vi måske have indkredset nogle af de diskussioner, der for tiden præger nogle af de mange forskningsområder, der skal inddrages i en diskussion om liv i universet. Men det sker for sjældent i bogen. Ensidig tilgang Jeg tror, idéen bag bogen er grundlæggende gal. Er det en bog om jagten på liv i universet? I så fald mangler man alle de andre eksperter, der kan supplere Linden-Vørnle de mange steder, hvor hans viden helt tydeligt strækkes tynd. Særligt omkring biologien. Manden er astrofysiker med speciale i den kosmiske mikrobølgebaggrundsstråling. Det er et vanvittigt spændende emne, jeg gerne vil høre ham tale meget mere om. Men i en bog om universet og dets muligheder for at rumme liv vil jeg foretrække at høre nogle af de gode biologer eller biokemikere forklare, hvor de mest spændende diskussioner om livets oprindelse står lige nu. Lad de dygtige danske iskerneeksperter forklare om Vostok-søen på Antarktis og lad Minik Rosing selv fortælle om dengang, han fandt de ældste spor efter liv på Jorden. Denne ensidige tilgang til et meget stort emne kunne man måske tilgive, hvis bogen var et portræt af manden Michael Linden-Vørnle eller en indføring i hans verden og syn på universet. Manglende saft og nerve Men på trods af ihærdige forsøg i sin præsentation får Jens Kerte ikke løftet Michael Linden-Vørnle op til at blive en ny Jens Martin Knudsen. Dertil mangler han endnu pondus og er - i hvert fald i bogen - for forfalden til at levere opremsende fortællinger af de seneste års astronomiske begivenheder. Der kommer aldrig rigtigt saft og nerve ind i fortællingen, når de personlige overvejelser og afvejninger kun kommer ind som små spredte lysglimt i lange refererende eller faktuelle afsnit. Endelig kunne bogen trænge til en strammere redigering. Der er for stor kærlighed til »enorme« størrelsesforhold, »umådelige« perspektiver, »fantastiske rummissioners enestående potentiale« osv. Det burde være fanget og luget ud sammen med den pligtskyldige kippen med flaget til de danske astronautaspiranter og fabrikken Terma, der »endnu en gang har ... en finger med i den internationale rumforskning«. Den slags interne høfligheder mellem dem, der lever af rumforskningen, bør læserne have lov at leve uden.