0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Elever med fantasi

I det globale samfund kan man ikke nøjes med at sigte mod læring, men må også arbejde med kreativitet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Jan Grarup

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skoleverdenen er i oprør over de ændringer af pædagogikken, der finder sted i disse måneder. Senest har det drejet sig om en nyformulering af skolens formål, der vægter færdigheder frem for dannelse.

Tidligere var det PISA-undersøgelsen, der førte til krav om nationale test, og hvor et af de tankevækkende forslag fra landets undervisningsminister gik i retning af at styre landets skolelærere direkte med krav om, hvordan de skulle undervise.

Ikke så sært, at samme (liberale) minister forestiller sig, at vi om 10 år har en totalt statsstyret skole. Og Velfærdskommissionens tanker gik jo unægtelig i samme retning med forslaget om, at børnene skal gå i skole hele dagen.

Alt sammen sikkert med den gode hensigt at ruste Danmark til at klare sig i den globale konkurrence og måske også eleverne til senere at klare sig bedre på arbejdsmarkedet.

Fantasisynspunkt
Men hvordan skal den skole se ud, der kan leve op til de krav? Hvad med gymnasiet og de videregående uddannelser? Med de herskende strømninger lyder et af svarene: faktuelle kundskaber. Derfor test og strømlinede krav.

Fra en anden kant er svaret fuldstændig anderledes. Glem standardiseringen og topstyringen, siges der, det handler om at slippe fantasien fri og styrke kreativiteten, det er både Danmarks chance og lykken for den enkelte elev.

Ingen er i tvivl om, at Bertel Haarder er talsmand for det første synspunkt. Men hvem står egentlig for det andet? Er det ikke en række gamle 68-flippere, der ikke har forstået alt det med globaliseringen? Såmænd nej. Der er stærke fortalere for fantasisynspunktet blandt mange erhvervsfolk, f.eks. Lars Kolind.

Og mange gamle pædagogiske debattører og skolefolk ser klart en forbindelse mellem fantasisynsvinkelen og vægten på dannelse. Men er der fagligt belæg for et sådant synspunkt i forhold til en opdateret viden og i forhold til en dansk uddannelsestradition?

Kreativiteten
Det må der i Danmark siges at være fra i dag, hvor professor i pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet Feiwel Kupferberg har skrevet en glimrende bog, der på faglig grund argumenterer for et sporskifte i pædagogikken. Hans ærinde er mest de videregående uddannelser og ikke mindst universitetsuddannelserne, men med klare henvisninger til næsten hele det pædagogiske område.

Hovedpointen hos Kupferberg er, at vi i dag i det globale samfund ikke kan nøjes med at sigte mod læring, vi må arbejde med kreativitet. Læring handler om kollektivitet, forudsigelighed, 'rutinisering', analyse og kompetence, mens kreativitet omfatter det enkelte individ, usikkerhed, kaos, risiko og syntese. Og der ligger udfordringen for os som mennesker og som nation. Vi kan ikke bare fortsætte med at forbedre det bestående, vi skal skabe nyt.

Den kæmpestore faglige og videnskabelige udfordring er, hvad det så vil sige at skabe nyt, og hvordan vi får den omsat i undervisning og uddannelse. For vi står jo over for et paradoks: man kan ikke lære et menneske at blive kreativt, det er et talent eller en parathed, som dette menneske selv skal udfolde med de rette omgivelser. Derfor gør nok så mange PISA-test og nok så megen kanonisering ikke elever og studerende mere kreative, snarere modsat.

Syntesedannelse
Kupferbergs synsvinkel er at forbinde sociologisk viden med en pædagogisk forståelse. Ikke den traditionelle sociologi, der jo har lagt umådelig stor vægt på strukturelle betingelser og forudsigelighed baseret på makroforhold, men en ny sociologi, der vægter det åbne, det skabende, det innovative og grænseoverskridende. Hvor finder han denne sociologi? Det gør han inden for områder som studiet af biografiske forløb, af iværksætteri og af geografisk mobilitet.

Studiet af karrierer og livsforløb indkredser overgangene i en persons livsforløb, hvor den enkeltes indflydelse afdækkes som afgørende valg, nytænkning og sociale samspil i et forsøg på både at tæmme det kaotiske og gribe chancen. Det er både risikomanagement og 'selvgestaltning', altså at se sig selv i projektet.

Det samme kan iagttages i iværksætteri - entrepenørskab - hvor der er tale om faktorer som iderigdom, at turde tage chancen, at hente støtte, at kæmpe med truslen om marginalisering og mod fordomme. Den kreative person har en intellektuel mobilitet, og den udvikles ofte bedst ved også at være mobil i fysisk forstand:

At rejse, at flytte sig, at skifte udfordringer og måske også i en periode være truet af udgrænsning, hvis der ikke sker et eller andet. Hjemmefødningen bliver ikke nyskabende, det gør den, der ser andre muligheder og bliver i stand til at skabe en syntese mellem det gamle og det nye.

Undgå kortslutning
Det spændende i Kupferbergs analyse er, at han forbinder litteraturstudier, romaner, klassisk sociologi og biografier af enkeltskæbner. Selve formen er kreativ og tværvidenskabelig og bag aner man en forfatter, der selv har udviklet sin egen kreativitet gennem rejser, kulturelle konfrontationer og via et mod til at forsøge nye synteser. Det giver klogskab, og en stor del af den er nedlagt i bogen.

Men hvad kan denne sociologi tilføre pædagogikken? Et svar er, at det ikke drejer sig om mere undervisning eller flere forelæsninger. Et andet er, at andre af tidens slagord heller ikke uden videre hjælper os på rette vej. Det gælder f.eks. autenticitet, altså et behov for 'den autentiske lærer'.

Nej, siger Kupferberg, det er ikke lærerens, men elevernes autenticitet, der skal udvikles som et mod til at håndtere usikkerhed og kaos og tage de rigtige chancer. Pædagogik må lære at omfatte det kreative og det kaotiske, og læreren må ikke forsøge at ophæve disse træk og dermed kortslutte processen.

Kvælning
En sådan proces har en chance i projektarbejdet, her lærer elever en villighed til det eksperimenterende og at turde tage de chancer, der skal til, for at bane nye veje. Den intellektuelle mobilitet over for den intellektuelle forstokkethed - det er det vigtige spørgsmål i pædagogik i en globaliseret tidsalder.

Derfor er målet ikke elever, der plaprer efter, men elever, der kan håndtere usikkerhed og bringe en produktiv orden i det kaotiske.

Danmark har en lang tradition for projektarbejdet, men vi har aldrig udviklet en egentlig videnskabelig teoridannelse på området. Det er virkelig en skam, og nu ender det med, at kravet om pædagogisk standardisering kvæler alle eksperimenter på det område. Senest var det angrebet på gruppeeksamen.

En anden vej
Kupferberg har ikke svar på alle spørgsmål, det ville også være for meget forlangt. F.eks. gør han ikke meget ud af folkeskolen og den tidligere skoling, her skal der trods alt lægges et grundlag for den senere håndtering af vidensmasserne.

Men ingen tvivl om, at der også her skal skabes en balance mellem det sikre og kontinuerlige på den ene side og det flydende og diskontinuerlige på den anden. Kupferberg er meget inspireret af kreativ økonomi som alliancerne mellem kunst og industri, her ligger der blandingsformer, som også videnskab og pædagogik kan lære af.

Derfor er det en inspirerende og vigtig bog, som regeringens Globaliseringsråd skulle tage og læse, inden de sætter sidste ord til papiret. Den vil give dem mod til ikke at give efter for presset om ensretning. Der er her et stærkt belæg for at gå en anden vej i pædagogikken.