0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fransk arkæolog gør kulinariske fund

Skøn lille bog om madkunsten i de allertidligste tider.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som barn var jeg præcis lige så madglad, som jeg er i dag, og en af mine yndlingsbeskæftigelser var at læse i min mors kogebøger og tigge om at være med til at lave eksotiske og typisk vældig tidskrævende retter.

Min mor, hvis kærlighed til mad var mindst lige så stor som min, og hvis evner ved et komfur betydeligt større, henledte, da jeg blev lidt ældre, min opmærksomhed på interessante kulinariske bøger, der gik ud over det rent praktiske.

Duetungepostej
Det var i en af dem, at jeg stiftede bekendtskab med menuen til et af den romerske livsnyder Lucullus' legendariske måltider, hvor en af retterne bestod af duetungepostej.

Meget mere eksklusivt kunne det efter min ungdommelige mening ikke blive, og alene tanken om retten fascinerede mig i årevis.

Selv nu, hvor jeg tænker tilbage på det, synes ideen om en duetungepostej mig stadig at være det perfekte symbol på romersk dekadence og ekstravagance.

Mitterrands sans for mad
Hvad folk spiser, og hvor meget de lægger vægt på det, er i min erfaring et af de bedste barometre på, hvilken slags person man har med at gøre.

Min sympati for præsident Francois Mitterrand steg betragteligt, da jeg i Steward Lee Allens herlige bog 'In the Devil's Garden' erfarede, at han som sit allersidste måltid spiste hele to ortolan, de små truede sangfugle, der steges og spises hele i visse dele af Frankrig, og som han tilsyneladende altid har elsket.

Respekt. Det er en mand, der ved, hvordan man skal leve og dø.

Sørgelig tilstand
Alt dette for at forklare, at det giver intuitiv mening for mig, at det er afgørende at vide, hvad folk spiste i tidligere tider, hvis man for alvor skal gøre sig håb om at forstå deres kultur.

Og at det derfor er noget nær fatalt, at vi indtil for meget nylig kun kendte to opskrifter fra det gamle Mesopotamien, selve vor civilisations vugge. Og endda meget ufuldstændige opskrifter. Den ene på en slags kage ved navn 'mersu', som blev lavet ved at blande en ukendt væske med mel.

Den anden, noget mere detaljerede opskrift drejede sig om en slags kødsuppe eller måske fond, men også den var mildt sagt ufuldstændig, eftersom den ikke specificerede, hvor meget af de forskellige ingredienser der skulle bruges, hvilken slags kød der var tale om, og hvor længe det skulle have.

Oldgamle lertavler
Denne sørgelige tingenes tilstand forbedrede den franske arkæolog Jean Bottéro markant, da han for nogle år siden opdagede, at tre næsten 4.000 år gamle lertavler i Yale Universitys babylonske samlinger indeholdt hele 35 opskrifter, og denne opdagelse spiller da også en hovedrolle i hans bog om oldtidens mesopotamiske kogekunst.

Flertallet af de nyopdagede opskrifter omhandler igen fonde og kødsupper og er ret simpelt beskrevet, nærmest bare en liste over ingredienser. Men en af lertavlerne er anderledes interessant. Her er hele syv detaljerede opskrifter, som tydeligt viser, at man allerede dengang havde en klar sans for god mad, og hvordan forskellige smage bedst blandes.

En af opskrifterne beskriver, hvordan en due steges i en saft lavet af dens indvolde, derefter gnides med hvidløg og serveres med grønsager og eddike. Benene og vingerne pilles fra, dyppes i dej og steges separat. En ganske glimrende ret virker det som, på mange måder mere moderne end min mormors frikadelleopskrift.

Inspiration
Som Bottéro, der har arbejdet med området i mere end 20 år, indrømmer, er disse glimt fra det mesopotamiske køkken selvsagt ikke nok til at danne sig noget egentligt billede af datidens gastronomi, og mange af disse avancerede retter var givetvis også reserveret overklassen, hvis ikke ligefrem guderne.

De himmelske væsner spiste tydeligvis godt dengang, og nogle af de mest interessante afsnit i bogen handler om de religiøse ritualer og den mad, der blev ofret til guderne.

Menigmands kost siger opskrifterne derfor ikke ret meget om, men det er bedre end ingenting og gør det i al fald for madglade typer som undertegnede langt lettere at identificere sig med og forstå datidens mennesker. Og samtidigt inspireres til yderligere fouragering i fortidens kogebøger, en beskæftigelse jeg på det varmeste kan anbefale. Også selv om man ikke går helt tilbage til de gamle mesopotamiere.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu