Paula Spencer er mor til fire, en fattig irsk kone uden uddannelse, uden penge og uden mand; ham har hun selv smidt ud. Til gengæld har hun et stort alkoholproblem og en masse dårlige minder. Blå mærker på sjælen og ar og brud på kroppen efter nærkontakt med den voldelige eksmand, der som fritidsfornøjelse brugte Paula som boksebold, også når børnene så på. Det med manden får vi nu ikke at vide i starten. Paula har den meget skæve humor, som også karakteriserer de andre livskraftige fattiglus, som Roddy Doyle plejer at skrive om. Det er smil fra en sparsomt møbleret mund og så en lille en til halsen på en regnvejrsdag. Næsten alle dage er en slags regnvejrsdage for Paula. Men hun gør sit bedste for at holde op med sprutten, nu hun endelig er blevet fri for charmetrolden Charlo.
Stædig hverdagsskæbne På første side i bogen får hun at vide af en forlegen og hjælpeløs ung politimand, at Charlo er død. Åbenbart under dramatiske omstændigheder. Paula tager en tur ned ad mindernes gade, og Doyle er god til at fremmane et liv, hvor glæderne findes de mest uventede steder. Charlo var skøn, han var sej og rå i sin påklædning. Musik spiller i Paulas hoved, når hun tænker på ham. Alt imens hun gør rent for fremmede og kæmper for at holde sig ædru. Det er ikke let blandt samfundets nederste i den irske sump. Til sidst kan Paula, eller snarere Roddy Doyle, ikke holde det beskidte stinkende kloakvand skjult. Det strømmer ud af romanens sidste tredjedel på en måde, som næsten er for meget. Vold og ydmygelser og væmmelige scenerier dukker op, da Paula lader sin maske falde. Fortsættelsen af ’Kvinden der gik ind i døre’ handler om en helt tørlagt Paula Spencer (og har hendes navn som titel). Den har man godt nok lyst til at læse i håb om et positivt udkomme for en krank og dog stædig hverdagsskæbne.

Romaner