Det er en skæmteroman i fire satser fra Torshavn op mod Første Verdenskrig. Den følger slænget omkring klokkeren og vindharpebyggeren Kornelius, hans musikant-sønner Moritz, Sirius og Lille-Kornelius plus magister Mortensen. Foruden venner og slægtninge som Moritz’ kone, den »meget musikalske flaskeskyllerske Eliana« med gudindeblikket – »ung og glad som en nys ilandstegen Afrodite«. Alle rene hjerter. Det er det færøske svar til Steinbecks californiske dagdriverbande – bortset fra, at spillemændene og deres venner på Skindholmen nok nyder livet, elsker, filosoferer og brænder sprit, men de driver den ikke af. De slås med skurken Matte-Gok, den hellige sparekassebestyrer Ankersen med hans vækkelses- og afholdsforening samt »stræbere og kastrater« som kultusminister Østermann.
Sære ting sker, mens de naive spillemænd søger at uddrive de onde kræfter og den indre melankoli med deres magiske musik. Det koster dødsfald, og romanen sætter sit fremtidshåb til Moritz’ og flaskeskyllerskens søn med det musikalske gudenavn Orfeus. Intrigerne kringler sig uforudsigeligt, mens Heinesen fabulerer løs og skruer op for galskaben og morskaben. Det er den højere munterhed. Og sproget! Heinesen skriver det mest poetisk klangfulde dansk, med lyd af krystalglas. Det var der mange hjemstavnsfolk, der hadede – übernationale færinger anså ham nærmest for en landsforræder til skydning ved daggry. Men Heinesen overlevede (han døde først som 91-årig i 1991), og hans fortryllede lys og lyd vil overleve hvad som helst.
