7. oktober i fjor var mægtige mænd i Rusland omsider blevet så trætte af Anna Politkovskaja (som præsident Vladimir Putin senere kaldte ubetydelig og ligegyldig), at de fik en lejemorder til at skyde hende en kugle for panden.
Sådan går det Putins kritikere, og mange har sikkert skrevet sig det bag øret. Forbrydelsen bliver aldrig opklaret, for den er opklaret. I bogen ’Putins Rusland’ kan man læse hvorfor. Her tegner Politkovskaja med stor sproglig rigdom og journalistisk utrættelighed et billede af en gennemført korrupt og grisk magtelite, for hvem undersåtterne er om muligt mindre agtede, end de var under kommunismen og som livegne under tsardømmet. Det være sig menige rekrutter, det være sig officerer, det være sig bestyrelser i virksomheder, som gangstere hellere vil eje, det være sig borgere, der opholder sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, det være sig pensionister, hvis lig fryser fast til gulvet i deres lejligheder, det være sig voldtagne tjetjenske pigebørn, det være sig gidsler i Moskva eller Beslan. Uanset hvad, deres liv er ligegyldige i et land uden retssystem og uden fri meningsdannelse. Hvad journalistik er Det mest utrolige i disse beretninger er den menneskelige storhed, som Politkovskaja med få skarpe streger får tegnet hos ofrene og deres pårørende. Mennesker, der er andet end de papfigurer, man så ofte møder i reportager i vestlige medier. Der er noget fandenivoldsk ved den åndsnærværelse, vi møder i hendes russiske billeder. Beskrivelsen af en mor, hvis søn blev myrdet i hendes favn, da russiske soldater ’befriede’ et teater i Moskva og forgiftede mere end 200 tilskuere, kan man formodentlig aldrig glemme. Irina er rolig, da hun omsider får tilkæmpet sig retten til at se sin søns lig. Rolig, fordi hun ved, at hun vil dø med ham.
