Politikvinden Agnes Hillstrøm, som engang mistede sin søn, der blev kørt ned af en ukendt, og som i forrige bind mistede sin unge partner Otto på arbejdet i en skudduel, er nu makker med Thor Belling. Også han er lidt samspilsramt med sin yngre kæreste og tidligere kollega Anita, som aldrig er kommet sig over et alvorligt attentat. Så vi taler om to modne mennesker med skår i livet og sår i sjælen, som her i deres andet bind sammen, ’Farao’, skal finde en måde at samarbejde.
Første kolde sag giver sig selv, da et mumificeret lig dukker op i et gammelt hus i Helsingør. Liget bliver kaldt Farao, indtil det bliver identificeret. De to strissere i seniorklassen skal 40 år tilbage, før der pø om pø danner sig et mønster af fatale hændelser. Trakasserier mellem mænd år tilbage med en motivkreds, som både er snirklet som en labyrint og ganske banal. Mørkemænd, som hader anderledes mænd, som elsker andre mænd. Homofobi og hemmelighedskræmmeri i grænselandet mellem storborgerligt leben og smågangsteres jungle med billard, tjald og bajere uden grænser.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.


























