Siden Majse Aymo-Boot udgav en roman med titlen ’Over os hænger en vidunderlig sol’, har jeg tænkt på hendes prosa som vidunderlig. Og med det adjektiv kan jeg uden tøven betegne hendes nye bog. Det er en vidunderlig roman.

Aymo-Boots sprog er virtuost: sanseligt præciserende, suggestivt portrætterende, filosofisk reflekterende, rytmisk inciterende, søgende selvkorrigerende, livligt fantaserende, lettere barokt i sin rigdom på billeder, selvavlende ord og nydannelser. Vi velsignes med ord som ’smovsetrang’, ’smæskelystent’, ’domkirkeligt opkuplet’ (om en person, vel at mærke), ’pånippethed’, ’llllængsel’.