Pigen Elif ligger på sin niårsfødselsdag i en kælder i et velbevogtet hus uden for Istanbul og venter på, at Ali skal forgribe sig på hende for rullende kamera.
De har givet hende parfume på. Det er det ubærlige klimaks i Adil Erdems nye, korte historie ’Gadepigen’. Adil Erdem skriver altid kort. Det er derfor, hans bøger er så gode! Elif er kurder og gadesælger. Det er ikke nogen heldig blanding. Hun sælger godt, fordi hun har sådan et smukt hår. Der er ikke nogen skole i Elifs liv, for derhjemme ligger far lam efter en arbejdsulykke. Ham elsker pigen, men mor er ved at være kørt ned af de mange lægeregninger. Det er pigen også. Elif dagdrømmer og snakker med sin dukke. Og skæbnen skriver med fra side ét i denne græsk-tyrkiske tragedie: »Der var ti dage til Elifs fødselsdag«. Inden ugen er omme, er hun blevet bortført af skumle mænd. Adil Erdems tone er enkel og poetisk. Fordi læseren aner, hvor det bærer hen, er bogen omhyggelig med at dvæle ved de lyse stunder. De mindre lyse får drømmens svøb. Det lykkes forfatteren både at formidle viden om en gadesælgers tilværelse – dem vi vifter bort, når vi er på sommerferie! – og samtidig skrive sig tæt ind på det, der ikke kan beskrives. Ardil Erdem er en god forvalter af det danske sprog. Og selv om han må slå nogle knuder på sin historie, fordi bøger for børn skal ende godt, så er det dog stor og bevægende læsning.
