Amerikansk litteratur er rig på værker, der skraber bunden. Her hentyder jeg ikke til kvaliteten, men til stofvalget. Romaner og noveller sænket dybt ned i alkoholmisbrug, ensomhed og kulsort nat kun isprængt neon. John Fante, Charles Bukowski, Raymond Carver og for dens sags skyld Paul Austers New York-trilogi. Føj til denne prestigiøse liste for min skyld gerne Nick Flynn, siger jeg efter at have læst 'Endnu en lortenat i en røvsyg by'. En bog, som på mange måder er skrevet ind i den amerikanske tradition for down & out-litteratur, men samtidig på afgørende måder har noget nyt at byde på. Blændende stykke fiktion Nick Flynn har det litterære citat til fælles med Auster, den tjekhovske præcision til fælles med Carver og den medrivende ærlighed til fælles med Fante. Men 'Endnu en lortenat i en røvsyg by' er en anden skabning. 'Endnu en lortenat i en røvsyg by' er ikke en roman med stærke selvbiografiske træk. Det er en selvbiografi skrevet med samme stilistiske frihed og suveræne overblik som et blændende stykke fiktion. Med til at gøre fortællingen befriende anderledes er, at det er en selvbiografi, hvor fortælleren kun er den ene af to hovedpersoner. Måske ikke engang den vigtigste. Måske kan de to slet ikke skilles. Et miskendt geni Nick Flynn arbejdede på et hjemløseherberg i Boston, da han i 1987 efter mange års adskillelse mødte sin far igen. Faderen Jonathan var alkoholiker og fantast. Bankrøver, drukmås og nasserøv. En mand, der hele livet igennem har svigtet på fuldtid. Men i sin egen selvforståelse først og fremmest et miskendt geni. Digteren Jonathan Flynn, der kun pga. omverdenens triste uforstand aldrig havde fået trykt sit udødelige mesterværk 'Knapmanden'. Med afsæt i mødet mellem far og søn på hjemløseherberget skaber Flynn Junior et dobbeltportræt. Som ringe i vandet spreder det sig ud i tid og rum. Det bliver en historie om en kaotisk opvækst og et lige så kaotisk voksenliv. Om to mænd, der ikke kender hinanden og ikke skylder hinanden noget. Altså bortset fra livet, og dét er ikke så ligetil en sag at afgøre. Forfatteridentiteten Slet ikke for sønnen, der efter mange selvskabte genvordigheder med motorcykler, forbrydere og stoffer har fået skabt en kontakt til litteraturen, til sin sociale ansvarsbevidsthed og ikke mindst skabt sig en spinkel identitet som poet. Unge Flynn, der ser sin skrøbelige kunstneriske jeg-følelse grufuldt spejlet i det fædrenes ophavs alkoholiserede fantasier og groteske selvoptagethed. Forfatteridentiteten, der blev så nyttig en rolle for hans far, at han aldrig har nået ind til at realisere dens grundlæggende præmis. Nemlig skrive en bog, der var god nok til at blive udgivet. Genetisk-litterært fuldbyrdelse På det plan bliver 'Endnu en lortenat i en røvsyg by' en konkret triumf for begge mænd. Så at sige fulgt til dørs midt i skabelsen bliver dobbeltbiografien det seriøse bud på den store amerikanske »roman«, som faderen aldrig magtede. Den Store Usete Amerikanske Roman, lyder sønnens ironiske betegnelse. Faderen er meget optaget af sine gener, han hævder stædigt at nedstamme fra både Irlands første konge og den sidste russiske tsar. Med så fint et stamtræ og så pauver en tilværelse kan Jonathan Flynn så trøste sig med, at han til sidst genetisk-litterært faktisk fuldbyrdes i sin søn. Indbygget spejlkabinet 'Endnu en lortenat i en røvsyg by' er en nøgtern skildring af det hårde liv på bagsiden. Usentimental, ligefrem og helt uden laurbærkranset taberromantik. Noget, som jeg tror lykkes af to årsager. For det første giver værkets mange litterære klangbunde fra Shakespeare til Beckett en distance med indbygget spejlkabinet. For det andet er det afgørende, at der ikke er tale om et direkte selvportræt. Det, Nick Flynn ser i spejlet, ser han hele tiden igennem sin fars billede. Og når han ser på sin far, den fremmede, må han på samme måde først gennemtrænge sit eget livs valg og forestillinger. Virkelighedens Paul Auster Alkohol og digterdrømme. Livsløgn og selvdestruktivitet. Skrevet som en mellemting mellem et essentielt digt og en lægejournals saglige prosa. I sit nøgterne og letløbende sprog minder Flynns prosa ikke så lidt om Carvers lyrik. Samtidig er det som selvbiografisk litteratur om fædre og sønner en bog, der tåler sammenligning med Paul Austers 'Opfindelsen af ensomhed'. Og skulle man efter 'Endnu en lortenat i en røvsyg by' kalde Nick Flynn for noget smart, så skulle det måske netop være virkelighedens svar på Paul Auster.