Det var med lidt blandede følelser, jeg luskede mig gennem siderne i Thorstein Thomsens nye, store epos, ’Sne på hendes ansigt’. Blandede, fordi jeg tidligere har været ganske begejstret for Thomsens romantrilogi om familieliv i Lyngby i 1960’erne. Tidligere lykkedes det på bedragerisk let vis Thomsen at frembringe en distinkt, prunkløs, men særdeles effektiv og medrivende form for prosarealisme, et subtilt sted mellem Soya og Christian Kampmann. Denne gang glipper det efter min opfattelse halvvejs, men jeg ved – for mine synders skyld – ikke præcis hvorfor. Kompositorisk er romanen og stoffet behandlet med intrikat præcision: Via en prolog i fortællende nu anno 2006 rulles familien Kryles slægtshistorie op i tre store kronologiske dele fra 1936 til 2006, frem til epilogen, der i en svagt forskudt cirkelbue vender tilbage til fortællersken Michalas nutid. Den mørke familiehistorie Romandelene er brudt op i hele 108 korte, ubetitlede kapitler, sådan at gangen føles let på jord. Udgangspunktet er i prologen, at Michalas 101 år gamle afdøde mormor ligger lit de parade på Esbjerg Hospital. Herfra får vi – som det udtrykkeligt siges – beretningen om den mørke familiehistorie: »Vold var den lim, der holdt sammen på verden dengang. Vold i hjemmet, vold i skolen, vold i religionen. Jeg er vokset op i et bed af undertrykkelse, fortrængninger og forvrængninger. Nu er verden død, og vi kan bilde os selv ind, at volden tilhører en fjern fortid«. Som man vil se, er familiens og samfundets gang tænkt diskret at spejle hinanden, sådan at vi med fokus på familien som hulspejl også får ansatserne til en historisk krønike – komplet fra de dystre, Hans Kirk-agtige scenarier i Vestjylland i trediverne, over til tiden i Berlin i de glade 70’ere. Bizarre og triste historier Uanset hvordan man vender og drejer det, er Thomsen og her Thomsens Michala (strategisk født nøjagtigt midt i det tyvende århundrede) ualmindelig drevne fortællere; man hænger på og rives med, gennem alle de svagt bizarre og triste historier om incest, voldtægt, affærer, utroskab – for slet ikke at tale om den aparte sekt, mormoderen danner i Jylland, og de stoffremkaldte syrebade Michala og omgivelser gennemgår i 70’erne. Stilen er dog lidt tung i det fra 30’erne til 50’erne, her er f.eks. en Vibeke Grønfeldt eller en Jens Smærup betydeligt mere præcise og troværdige i beskrivelserne. Men idet vi ankommer til Thomsens storhedstid, 60’erne og frem, løfter fortællingen sig atter. Denne gang har Thomsen imidlertid tillige udrustet beretningen med nogle virkeligt groteske, surrealt udflippede parenteser, der ikke alene kan tilskrives stofmisbrug – det er, som om den sikre fortællemaskine pludselig skejer ud i vilde, mørke sving, og det klæder den og er mærkeligt nok noget af det bedste ved romanen. Uforløst fornemmelse Som førhen har Thomsens prosa indlysende filmisk potentiale, og det kan næppe vare forfærdeligt længe, før et eller andet produktionsselskab slår til. Men som ovenfor nævnt sidder jeg tilbage med en svagt uforløst fornemmelse efter endt læsning. Jeg ved ikke præcis, hvad pointen er med Thomsens projekt. Jovel, vi hører om tre generationer af kvindeliv, vi får nogle mægtig gode skrøner, skæbnens ’slings and arrows’ skildres med liv og lyst, og der er skam noget opløftende over, at det lykkes Michala halvvejs at bryde med de onde cirkler, der triller gennem familien Kryle. Men men men. På trods af alle de gode vanlige Thomsen-takter, er der denne gang noget, der mangler for at ’Sne på hendes ansigt’ for alvor fænger og gnistrer.