Det ender skam med solnedgang over prærien og en ægte cowboy i lejrbålets skær. Men der skal traves mange mil, før den kvindelige fortæller finder noget, der ligner vejen ad hvilken. Og vi skal meget forloren country og en del nordsjællandsk vildskab igennem, inden hun sidder bare nogenlunde sikkert i egen saddel. En hel slægtshistorie, faktisk, galoperet igennem på bare 184 sider. Dy Plambeck (f. 1980) debuterede i 2005 med den prisbelønnede digtsamling ’Buresø-fortællinger’, hvor empati i menneskeskildring og en smittende fortælleglæde var noget af det, kritikerrosen gik på. I sin første roman, ’Texas’ rose’, fabulerer hun frodigt videre, alt hvad remmer og tøj kan holde og durk gennem generationerne med den unge Abby ved tøjlerne som sagt og faster Lillian som fortællingens faste omdrejningspunkt. Og det er både sjovt og sørgeligt undervejs. Lillian, eller Texas’ rose, er vild med Det Vilde Vest og fungerer som primus motor hjemme i Over Dråby, hvor der samler sig en sand cowboykult omkring hende og ægtemanden Jimmy. I det hele taget magnetiseres omgivelserne af Lillian, denne fyldige, snakkende, spisende kvinde med den uønskede barnløshed og den bundløse kærlighed til sit drog af en mand. To grundvilkår, der skildres med lige dele brutalitet og humor. »Det var helt forfærdeligt for hende, da min onkel Jimmy rendte med håndboldspilleren, Køges højre back. Når pikken står, sidder forstanden i røven, sagde han og flyttede«. Dét tror vi på. Menneskedyret i al dets tilforladelige tåbelighed Plambeck fortæller i hurtige ryk, smækker voldsomme informationer om selvmord og nervesammenbrud, underslæb og uægte børn på bordet, så den ene uhyrlighed knap når at lejre sig, før den næste dukker op; alt imens pegefingeren zigzagger forvirret rundt mellem tanter og onkler i det medfølgende stamtræ. Et stykke tid tvivler man på, at det dobbelte kvindeportræt overhovedet når at samle sig, men såmænd jo. For Plambecks små scener og kulørte skrøner er udvalgt med omhu og sans for – ikke den overmandende detaljerigdom – men den enkelte, sigende detalje: Lillian lægger hver morgen tøj frem til sin mand, tøj, der matcher hendes eget. Men kort før skilsmissen lader hun være. Oplysninger som disse fortæller mere om katastrofens komme og menneskets snirklede sanseapparat end 40 violiner og 20 sider prosa. Og desuden noget om en særlig – måske endda særlig kvindelig – form for magtdemonstration. Ingen Texas-roser uden torne. Men også i debutromanen her kan man nu generelt varme sig ved Dy Plambecks kærlighed til menneskedyret i al dets tilforladelige tåbelighed. Hun dømmer ikke, men fremlægger med familiær forsonlighed. Og et dramatisk drive, som hun tilmed formår at tøjle. Det er ikke så lidt for en forfatter, der kun lige har meldt sig på galopbanen.