Pinsesøndag 1859 kunne man i Berlingske Tidende læse en annonce, der oplyste om mulighederne for udvandring til Argentina. Med denne annonce indleder Jane Aamund romanen ’De grønne skove’, første bind i en slægtskrønike om de dansk-argentinske indvandrere. Vi begynder på Lolland, hvor den unge og flotte landmand Jens Kristensen går rundt med drømme om et nyt liv. Ægteskabet skranter, ikke mindst fordi det overvåges skarpt af svigermoderen Lise, en dominerende kvinde, der styrer mand og børn med hård hånd. Men Jens vil ikke dresseres, hverken af sin kone Kirsten eller Lise – han er »ikke en mand, der vil rides til som en hest«. Så han stikker af og bedyrer, at han vil hente Kirsten over til Argentina, når han har noget at byde på. Og først skal han have penge til overfarten, hvad der fører ham til onklens værtshus i Bromølle. Her går han til hånde, tjener summer på kortspil og ligger i med tjenestepigen Marie – en mand er kun en mand. Menneskene kæmper med hinanden og sig selv i Jane Aamunds univers, og mod driften kæmper de forgæves. Vi inviteres ned under dynerne i romanens sovekamre, lige fra pigekammerets briks til Lyngbyprovstens ægteseng. Hos provsteparret har Kirsten fået en familiær stilling, og dermed er hun ude af landsbysladderens og moderens kløer, alt imens et ønske om at følge sin mand vokser frem. Tjenestepigen Marie, der ikke kan glemme Jens, gør det, »en pige aldrig må: jagte en mand«. Det kommer der megen dramatik ud af. Det er susende skæbner og store omvæltninger, Jane Aamund præsenterer os for. Sentimental genforening Kulørt underholdning, kontant og energisk fortalt, og isprængt de bramfri formuleringer, vi kender forfatteren for. Ægteskabshistoriens udvikling frem til en genforening i Argentina er sentimental på grænsen til det vamle. Lidt mere sammensatte følelser ved ankomsten til en solskoldet, ukendelig ægtemand i en ussel hytte havde måske været nok så realistisk. Men selve udvandringen er godt stof. Fra midten af 1850’erne til 1930’erne udvandrede 13.000 danskere til Argentina. En del bosatte sig i området omkring byen Tandil, og det er også her, Jens og Kirsten slår sig ned. Dygtige landmænd og håndværkere med en nordisk arbejdsmoral var efterspurgte. Landet giver mulighederne – også for at indvandrerne kan bevare deres egen kultur, hvad de kommer til i forbløffende grad. Det er et hårdt samfund. Man skal være stærk og bevise sit værd, ellers bliver man udstødt af kolonien. Kan man ikke klare mosten, kan man ikke være med, men må gå til eller rejse hjem. Sådan orienteres Jens om betingelserne. I et forord takker Jane Aamund unge argentinere med danske rødder, som hun har talt med i sit eget hjem i Vestjylland, ligesom hun har besøgt dem i Tandil for at høre deres historier og »finde integrationens væsen og vilkår«. Hvor meget hendes indsigter kan overføres til vor tids folkevandring, som hun håber, er spørgsmålet. Det vil vi få nogle svar på i næste bind om de glemte dansk-argentinere, hvis historier nok skal finde deres publikum!