Hvis storbyjunglen selv kan være ’hovedperson’ med indbyrdes forbundne menneskelige bipersoner i en kreds af fortællinger, som tilsammen bliver en roman eller i hvert fald en ’saga’, ja, så har amerikanske Frank Miller (f. 1957) skabt en af tegneserieromanens milepæle med ’Sin City’ (1991 og frem).

Basin City hedder byen i det nordvestlige USA egentlig, og bortset fra dækfarver af blodrød, natteblå eller ondskabsfuld gul er det en sort-hvid verden af stinkende stripbuler, bulede dollargrin og dunkle alliancer på tværs af lovens gennemhullede grænser, fra luderamazonernes Old Town til rigmandsmafiaens Sacred Oaks; bredskuldrede mænd i blodbestænkede cottoncoats, med dødsens udmattede smil og skarpladte våben føres bag lyset af mere eller mindre topløse damer med bundløst blik og mange jern i ilden.

Sammenlignet med Gotham City, hvor Batman dog rydder op i Frank Millers mesterlige genoplivning af myten fra 1986, ’The Dark Knight returns’, er Sin City et langt mere nedslidt, lovløst sted, hvor en rent ud sagt fascistoid æstetisering af fysisk vold og overudviklede mands- og kvindekroppe kun delvis retfærdiggøres af de enestående grafiske resultater.

Miller er slagskyggernes, de dybe kontrasters mester – og til hans ordknappe (analfabetiske?) helte svarer en stram visuel fortælleøkonomi uden ét gram fyld.

Fortællingerne blev først trykt i Dark Horse-hefter og siden samlet til syv hoveddele, hvoraf f.eks. bindet ’Family values’ (1997, dansk ’Familieværdier’ 2007) gælder i USA for en selvstændig graphic novel. Millers grafik og verdensbillede har haft indflydelse på bl.a. Quentin Tarantino, der var med som gæsteinstruktør på Roberto Rodriguez’ og Millers 2005-filmatisering af ’Sin City’.