Oprigtigt talt – havde jeg ikke været forpligtet til at læse Stine Bork Kristensens debutroman fra ende til anden, var jeg nok stået af på halvvejen. Før, faktisk.
Hendes sprog er tæt som nålefilt, billedbrugen tung og ofte udtværet, tonen den anstrengt eksperimenterende, der søger at koble det arkaiske med det burleske, det æteriske med det latrinære. Og for en sikkerheds skyld citeres Rilke hist og pist – i tilfælde af at læseren skulle begynde at sænke skuldrene og synke lidt for dovent ned i fortællingen. En kærlighedshistorie mellem to forfløjne sjæle For der er faktisk en fortælling – eller to – inde bag al staffagen og den sværmeriske lirumlarumlyrik i ’Det meste af tiden’. En kærlighedshistorie endda, mellem to forfløjne sjæle på et lurvet hotel. Plus en anden og større fortælling om fraværet af kærlighed, fortalt af ’den fede luder’, frugten af den første kærlighed: »Jeg er luder, enhver mands brede og åbne vej, ivrige flys trofaste opstart- og landingsbane. Jeg sætter mænds reflekser i gang, hele marcher, og glemmes gerne, imens man omstrejfende benytter sig af mig. Som en helgen af sten er jeg den tavse bærer af andres larmende begær; som statuens marmorhånd, kind og læbe gradvist nedslides af de troendes kys, uddyber selv den blideste fisseforbruger hullet i min sjæl«. Læsehestearbejdet lønner sig Så meget om anmelderens kvide.
