Man kan (næsten) altid se på en tegning af Hanne Bartholin, at den er tegnet af – Hanne Bartholin. Det er ikke, fordi hun udtrykker sig i det samme billedsprog, for det gør hun bestemt ikke. Det er, fordi der er en fælles grundtone under alle hendes bøger. Af klassisk dannelse. Af alvor. Af noget definitivt. Her er Hanne Bartholin i parløb med to af de store forfattere: Ida Jessen og Lone Munksgaard Nielsen. Det har hun prøvet før. To ensomme piger ’Den lille gule pige’ er fortalt af Ida Jessen og bygger på samme minimalistiske koncept som ’Orm får en ven’ fra sidste år. Så få ord som muligt giver en bedre mening. F.eks. ordet »endnu«. Men først til Bartholin, der til en begyndelse farver omslaget rødt til en historie om en pige, der er gul. Senere boltrer hun sig i ensartede farveflader i gult og rødt. Det er raffineret som en solnedgang. Enkelt og modigt. Historien fortæller om den ensomme gule pige i en helt gul mark. Pigen ved dog ikke, hun er ensom. Ikke så langt derfra bor en lige så ensom pige i en rød mark. Den røde pige ved heller ikke, at hun er ensom. De to piger kender ikke hinanden. Og Ida Jessen fortsætter »endnu«. Det er historiens pointe, at livet er fyldt med endnu’er. Og dertil grønne og blå piger, som er ensomme. Original historie Hanne Bartholin har grebet en anden pensel til ’Dinosauruspulveret’, der er skrevet af Lone Munksgaard Nielsen. Det er en småfolkelig fortælling om noget orange stads, der bliver til en dino, når det kommer i kontakt med vand. Langt ude, ikke? Og det fortsætter inde i den store by, hvor dinoerne kommer til at dominere gadebilledet, lige indtil folk opdager, at ... Nej! Det bør ikke røbes her. Det er en meget original historie, som ligger godt i munden. Når mændene løber rundt med fiskenet mellem skyskraberne for at indfange gigantdinoer, så er det »for at redde deres koner«. Det bliver dog ikke nødvendigt. Alt ender godt. Og den kedelige hverdag kan fortsætte. Diset fortælletone Hertil vælger Hanne Bartholin en mere blød og diset fortælletone. Farverne er diskrete. Der er mere distance end i ’Den lille gule pige’, for det er jo både usandsynligt og et eventyr. Og i øvrigt for børn, som allerede har passeret alderen for gul-røde historier. Det er raffineret som en fuldmåne. Mon dinoerne nogensinde er blevet behandlet venligere end i denne bog?