En gammel mand er ved at forlade denne verden. Han opfatter, at »tiden springer, som sorte huller mellem øjeblikke af klarhed, der hastigt bliver færre og kortere. Han er passiv tilskuer til sin egen vigende bevidsthed, til en bevægelse, der fører ham væk, ind«. Et helvede på flydedokken Men i ugerne før han glider endeligt væk, bliver han tvunget til at konfrontere sig selv med de svigt og løgne, der har fulgt ham siden nogle forfærdelige dage i maj 1945. Hans navn er Niels-Erik Ohlsson, og han er en af de mange danske politibetjente, der blev taget af tyskerne og sendt til lejre i Tyskland. På et tidspunkt bliver hundredvis af tyskernes fanger af mange nationaliteter ført nordpå til Rügen og bunket sammen på en flydedok, der står til søs. Den går på grund ved Langeland 4. maj 1945. På flydedokken står fangerne oven på hinanden, uden mad og endnu værre uden vand, mens bræk, afføring og urin flyder fra dem. Flydedokken gynger op og ned, der er ikke plads til at ligge – kort sagt, det er et helvede. Løgne bliver afsløret Niels-Erik holder sammen med to andre danske betjente, de har svoret en dyrebar musketered, ‘En for alle og alle for en’, men denne ed bryder Niels-Erik – og det er det svigt, han konfronteres med i sine sidste leveuger. Den ene af de tre musketerer dør nemlig, og hvem har skylden? Når Niels-Erik tvinges til at se sit svigt i øjnene, skyldes det, at han nu 60 år senere opsøges af den omkomne betjents datter. Pludselig melder hun sig, de taler sammen, drikker kaffe sammen, og hun borer i, hvad der skete dengang på flydedokken. Han undviger, men så inviterer hun ham med til Langeland, og her må Niels-Erik se sit svigt og sine løgne afsløret. Virkningsfuldt gengivet Det gør ondt, og det gør også ondt på læseren, for Lars Johansson forstår at bore ned i de fortrængte hændelser, og han fortæller med mange detaljer om mareridtet på flydedokken. Men det er ikke kun dette livsafsnit, som inddrages. Læseren følger også med Niels-Erik og hans kone på en rejse til Paris mange år senere. I Louvre får han et chok ved synet af den franske maler Géricaults gigantiske maleri ‘Medusas flåde’. Det er et maleri, der med en for sin tid ukendt realisme skildrer omkomne og endnu levende på en tømmerflåde i et frådende hav. For nøjagtig sådan var det at være om bord på flydedokken. Géricaults maleri er meget virkningsfuldt gengivet på indersiden af bogens omslag. En smertefuld rejse Niels-Erik rejser med sin stok og sine skrøbeligheder tilbage til Rügen, hvor han opsøger det hus og den kvinde, han mødte i den sidste kaotiske tid, inden Hitlers Tyskland brød endelig sammen. Han var nemlig blevet udkommanderet til at hjælpe hende – hun havde et trykkeri, som regimet havde brug for – og de forelskede sig i hinanden, men skilles. Hun er nu – som han – ældgammel og ydermere blind. Rejsen gør ondt. Den gør ondt på hovedpersonen, selv om der også er en udfrielse i den, og den gør ondt på læseren, for Lars Johansson formår at gengive de rædselsvækkende begivenheder, som fangerne var udsat for, og parret med dem at skildre selvopholdelsesdriften, der var så stærk, at musketereden ikke kunne holde, da vandet steg, kramperne indtraf, og livet var ved at forsvinde. Overbevisende skildring af svigt Det er lykkedes Lars Johansson stærkt og overbevisende at skildre menneskers svigt, deres løgne og selvbedrag, men også deres håb og ønske om udsoning. Ved bogens slutning sidder læseren tilbage med en fornemmelse af selv at have gennemført en rejse fra et fortrængt mørke til en tilstand af noget, der kan lignes ved en sommerstrand i aftenlys.