Livet som nyskilt og enlig mor er ikke nemt for Rita, hovedpersonen i Alberte Windings roman ’Tisvilde strand’. I et år er vi på visit i Ritas hverdagsgemakker med alt, hvad det indebærer af trivielle rutiner og følelsesmæssige rutsjeture. Hun maser med sin nye platform, der strammer over hjertet men også har momenter af stor lykkefølelse. I denne turbulens støder Rita på det lidt ældre, eksotiske kunstnerpar Mogens og Henriette. Deres flirtende attitude bjergtager Rita, hvorfor hun som en anden flue lader sig spinde ind i et stadig mere kompliceret trekantsdrama uden tydeligt afmærkede exitskilte. I en mere rolig afkrog af romanens persongalleri figurerer til alt held den jordnære Rune, en yngre fyr, der også gerne vil i lag med Rita. Men Rita kan ikke beslutte sig for, hvilken af kærlighedens (vild-)veje hun skal følge. Endelig er der den mystiske ældre herre fra Rom, der tiltvinger sig adgang til Ritas liv først ved at sende hende en smuk kjole, og siden med lange personlige breve. Han øger hendes eksistentielle forvirring. Poetisk potentiale Albertes kunstneriske DNA er poesi. Som sanger og børnebogsforfatter har hun i mange år jongleret med billedrige tekster, hvis skæve og solidariske blik altid har bragt hende i øjenhøjde med børn og barnlige sjæle. Ingen tvivl om, at Alberte Winding tillige har potentiale i den skønlitterære afdeling. Umiddelbart er hendes poetiske pen dog ikke helt på talefod med den realistiske roman, hun lægger an til. Hovedårsagen skal findes i en omfattende brug af tung metaforik. Metaforer kan lette en tekst, hvis de er tilpas stramme. Ellers bliver de møllesten. Det sker løbende for Winding gennem romanen, at den smerte og forvirring, hun vitterlig gerne vil formidle, belastes af formuleringer som »mens jeg sad og var bundet af stilhed til et møbel« eller »ordene hang på glinsende istoppe og dybt i turkisblåt vand og ventede på at blive hentet«. Tydeligt selvbiografisk spor Metaforerne er en tråd fra Albertes poetiske virke, klart!, men de er også noget andet, forstår man. I første halvdel af romanen udfoldes to parallelle fortællinger. I den ene følger vi Ritas hverdag, i den anden huserer den ældre, landflygtige herre fra Rom. Når Rom-historien er bedst, er det, fordi Winding her har en mere nøgtern og distanceret tilgang. I den anden fortælling ligger der et tydeligt selvbiografisk spor og rører på sig. Sådan et kan være en gave, hvis de erfaringer, det rummer, er bearbejdet og på afstand. Men fungerer omvendt som en litterær dræber, hvis teksten bruges til at bearbejde og skabe distance. Alberte slipper metaforikken løs på sin tekst både som værktøj og våben. Desværre undergraver hun samtidig det realistiske lag.