Durga er luder, tidligere, men ikke så meget tidligere, Harihar en passioneret biografdirektør i det meget små.
Sammen drager de riget rundt, fra flække til flække, med fremviser, filmspoler og hendes lille søn. Drevet af den slags drømme, som film er gjort af, skrøbelige, usandsynlige og ikke til at slide op, når først man har fået dem på hjernen. Det er det ene spor i Tabish Khairs roman, trukket gennem 20’ernes stumfilmverden. Et andet beskriver delingen af Indien og stridighederne mellem hinduer og muslimer i slutningen af 40’erne, et blodigt spor med en kontrapunktisk effekt i forhold til Bollywood-filmens narkose. Et tredje løber hele vejen op om nutiden, hvor en ’forsker’ interviewer et par af fortidens hovedrolleindehavere. Og som om det ikke var nok, er der små – meget længe uforklarede – drømmesekvenser. Så veksler skriften mellem fed, kursiv og ordinær, og så går det i store spring fra det ene til det andet og tilbage igen.
