At skrive en roman om en stor romanforfatter er et hasarderet foretagende. Når den værdsatte irske forfatter Colm Tóibín slipper godt fra at skrive en roman om Henry James, skyldes det to ting: at han selv råder over tilstrækkelig litterær kunnen og vægt, og at han klogelig afstår fra at imitere James' stil. Rundt om i 'Mesteren', som romanen hedder - sådan kaldte man undertiden James, og han havde ikke noget imod det - skal man nok kunne finde adskillige skjulte eller åbenlyse citater fra James' egne værker og breve, men generelt fortæller Tóibín enklere og mere ligetil end den store, gådefulde amerikaner. Alligevel behersker han de mørke og forjættende undertoner, de underspillede domme, den nøgterne iagttagelse, som er James'ske kendemærker, og derved matcher han sin hovedperson. Udført på den kongeniale måde 'Mesteren' springer på hovedet ind i det biografiske i året 1895, hvor James er et par og halvtreds og netop har oplevet en dunderfiasko med sit teaterstykke 'Guy Domville'. Den slutter i 1899 med billedet af James i nogenlunde tilfredshed i det hus, han har købt i Sussex for at få fred og skrivero. Men selvfølgelig rækker bogen rundt om hele James' liv, og i stor trofasthed over for de biografiske fakta (så vidt jeg ved) tegner den et billede af en fascinerende person bag et næsten glatpoleret ydre og af det New England-aristokratiske miljø, som James var født ind i og brugte det meste af sit liv på at flygte fra. Hans homoseksuelle tilbøjeligheder antydes udførligt, men aldrig rigtig direkte - en kongenial måde at gøre det på! - og hans kølige og dog meget fortrolige forhold til enkelte kvinder, ikke mindst forfatteren Constance Fenimore Woolson, demonstreres virkningsfuldt. Woolson begik selvmord i Venezia, muligvis på grund af ham, og i en af bogens stærkeste og mest ejendommelige scener sejler James ud med en gondoliere og får ham til at lægge alt den døde venindes tøj ud i lagunens vand, stykke for stykke, så kjoler og linned langsomt og ikke uden modstand synker til bunds ... Stilsikker oversættelse Romanen er en roman, ikke engang en romanbiografi, for den gør meget ud af at udmale tanker og dialoger og indtryk, som der næppe kan findes nogen dokumentation for. Men derved bliver den også til et spændende billede af, hvordan liv filtreres, destilleres og muteres til kunst. Den var nomineret til Man Booker-prisen i 2004 (men tabte til Alan Hollinghursts 'I skønhedens tjeneste', der havde lidt flere pangfarver på paletten). Det er en bog for skønsomme litteraturelskere, og den er bragt flot og overbevisende igennem til dansk i Jørgen Nielsens stilsikre oversættelse.