Lyseskarpt, øjenforvirret/ Vildfugleblændet/ Krydshalesvirrende mod/ Blinkende himmel/ Solsvalesvip/ Kolbøtte«. Sådan lyder et af de mere lykkeligt forvildede digt-stumper i Juliane Preislers 'Divadrømmende' - Preislers tiende digtsamling, efter de to succesramte romaner 'Dreng' (2003) og 'Lyse tider' (2005). Omslaget på 'Divadrømme' er fint kongenialt, det viser på buldermørk baggrund et dobbelt-retoucheret og sløret billede af to kvindetorsoer, hvor den forreste og største gestalt er betydeligt mere diffus og halvgennemsigtig end den bagvedstående. Demonstrativ mangel på episk frimdrift Sådan er det også i digtene: referencerne til den såkaldte virkelige verden, og sprogets henvisende funktion ved navn deixis, er helt gennemgående udvisket og suspenderet. Resultatet er, at digtforløbet svæver i et sitrende clair-obscur, hvor divadrømmenes glimtskårne vignetter flakser sig gennem forestillingen om et kompliceret liv med en mand. Fokus er på spillet mellem et unavngivent par, hvor blikket og udsigelsen veksler frem og tilbage mellem de to, og hvor en normaldansk hverdag af en art gråt og fjernt ulmer i baggrunden. Der er en demonstrativ mangel på episk fremdrift, på godt og ondt er terrænet diffust og måske drømmende. Rent stilistisk er der tale om digtstumper på typisk 4-8 urimede linjer, hvor hver linje systematisk påfaldende har stort begyndelsesbogstav, og hvor asterisker på samme tid adskiller og forbinder små serier af 5-10 digtstumper fra hverandre. Plads til sardonisk humor Enkelte digte er med længere mellemrum sat i kursiv. Preisler gør det i udpræget grad i sammenflettede kuffertord som f.eks. 'Legetøjslistigt', eller - med androgyn elegance - 'habithyllet', og meget ofte med livfuld brug af assonans på forbogstaverne, f.eks. 'Bagudflaksende/ Balletben' eller 'Snapshotsnublende' (visse kufferter bryder jeg mig ikke om, f.eks. 'Tulipangråden', der for mig virker for kitschet). Digtenes univers er svalt melankolsk og sanseblafrende, dog også med plads til en sardonisk humor, som her, hvor et samleje pludselig går skævt: »Midt i bliver det/ Bare grimt/ To dyr der ikke svæver/ Flodhestefyldt/ Lavtvandstumlende«. Jeg kom uvilkårligt flere steder til at tænke på Peter Asmussens fremragende 'Hul i mørket' (2005), en meget maskulin prosa-pendant, i nogle henseender, til disse divadrømmerier. Men disse drømme er mindre misantropiske end Asmussen, de munder trods alt ud i et livs-balstyrigt credo: »Du er det første/ Jeg tænker/ Og det sidste/ Jeg sover/ Et flyv og et fald/ Og at vågne/ Igen«.