Udgangspunktet for Flemming Jensens humoristiske sommerføljeton er klassisk: En lettere bedaget, men retsindig revisor får efter sin skilsmisse nok af den daglige trummerum i revisionsfirmaet Barsleff & Partners, hvor han har arbejdet i en menneskealder. Hans moral kan ikke længere klare ryggesløsheden og kynismen, hvorfor han tager sit gode tøj og skrider; sælger huset i forstæderne og rykker til en kælderlejlighed på Nørrebro, som tidligere har huset et antal polske ludere. Med Lloyd-sko og cottoncoat på Her indleder han bekendtskab med en tyrkisk grønthandler og dennes familie, en bortløben ung pige med ring i næsen og meninger til venstre for Pernille Rosenkrantz-Theil, et par bænkehængere med samt deres schæferhund Mozart, en gammel gris af en kioskejer og en - viser det sig - indtagende lesbisk parkeringsvagt. Og grundet sin naturlige myndighed, sin grundlæggende godhed og sin afgrundsdybe naivitet - manden har levet i en frotteforet osteklokke hele sit liv - vader han durk ind i alle disse mennesker med Lloyd-sko og cottoncoat på. Visse af dem får han ligefrem rakt en hjælpende hånd og bibragt en form for indsigt. Et sted mellem 'Far til fire' og 'Mod muren' Vi befinder os med andre ord et sted mellem Jerzy Kosinkis 'Chance' (vel bedst kendt i Hal Ashbys fremragende filmatisering med Peter Sellers i hovedrollen), tidlig Leif Panduro og den moderne danske folkekomedie. I første bind får vi ridset persongalleriet op, suppleret med nogle ikke voldsomt krasse udfald mod tidens tendenser. Og i det andet serveres en egentlig konflikt: Den tyrkiske grønthandlers datter skal tvangsgiftes med en fætter fra hjemlandet, hvilket hun ikke ønsker. Hvilket får denne del af fortællingen til at minde om en krydsning mellem 'Far til fire' og Fatih Akins film 'Mod muren' fra forrige år. Ganske fermt, uhyre veloplagt, sine steder morsomt og hele vejen gennemsympatisk. Uforpligtende læsning Flemming Jensen er både velskrivende og -menende. Men også aldeles ufarlig og forudsigelig. De onde er dem, som kun tænker på penge og karriere. De gode er den lille mand og hans kone. En på mange måder klassisk populistisk position, man også finder hos en Finn Søeborg, som Jensen da også minder ikke så lidt om. I light-udgave. Men som uforpligtende hængekøjelæsning kan bøgerne sagtens anbefales. Og denne anmelder glæder sig til de følgende to bind. Men hvor ville det dog være dejligt, hvis Flemming Jensen skrev en 'rigtig' samtidsroman. Han har blikket, talentet og tankerne.